Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2011 > Kommunal beslutsomhed hjælper unge



Kommunal beslutsomhed hjælper unge

Handelsskolen København Nord i Lyngby har knoklet og fået super opbakning fra Lyngby-Taarbæk Kommune til at finde nye lokaler til 450 elever.

En kaotisk situation efter en brand den 3. juni er tacklet og de unge kan starte uddannelse efter ferien. Det roser HK Hovedstadens formand Christian Grønnemark.

 

I et læserindlæg til lokalaviser i Lyngby-Taarbæk området skriver formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark:

Det har givet mange praktiske problemer for Handelsskolen København Nord, at lokalerne på Gyrithe Lemchesvej brændte i starten af juni. Mest presserende har naturligvis været hele spørgsmålet om, hvordan skolen kunne huse uddannelsen for 450 elever på HG efter ferien. Det har krævet hektisk aktivitet gennem hele sommeren, men det har heldigvis fundet sin løsning.

Som formand for 90.000 HK’ere i hovedstadsområdet og for de kommende kontorassistenter og handelsuddannede fra Lyngby har det været ret fantastisk at opleve den store vilje til at samarbejde og en super evne til at få det praktiske på plads for de nye elever.

Skolen har selvsagt gjort sit, men der er grund til også at rose Lyngby-Taarbæk Kommune, som har arbejdet på højtryk gennem hele sommeren med at bibringe diverse tilladelser til indretning af nye lokaler. Det har været enestående.

Politikerne har også vist forståelse og har givet den nødvendige dispensation fra lokalplaner, herunder afholdelse af høring om det. På den måde har det været muligt at leje, ombygge og indrette nye lokaler på kun godt to en halv måned. Tak for det. En stor tak til borgmester Søren Rasmussen og til formand for byplanudvalget Simon Pihl.

Det er fantastisk, at vi får vores unge i gang med uddannelse på trods af de uheldige omstændigheder. Vi vil få brug for dem på arbejdsmarkedet i de kommende år.

Handelsskolen København Nord har nu lejet sig ind hos Kraks Fond på Virumgårdsvej 21, hvor forlaget Krak tidligere havde domicil. Indretningen vil først være klar omkring 1. september og i de mellemliggende 14 dage vil eleverne få undervisning på Trongårdsvej.

Det bliver naturligvis besværligt for elever og lærere, og for skolens administration. Men det er blot et mindre besvær set i forhold til det fantastiske gode, at uddannelserne kan komme i gang til tiden.

Det er dejligt at være vidne til.

Oprettet: 11.08.11, kl. 13.10

Redigeret: 11.08.11, kl. 13.10 af Ulla Nygaard


Ophavsret

Udgivet <11.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.