Ligeløn kræver åbenhed
|
- Snak sammen om løn og vær åbne. Det er en af vejene til at få skabt ligeløn, siger nyvalgte tillidsrepræsentant på Bornholms Tidende Dorrit Bjerregaard, hvor kvindelige grafikere tjener lige så meget som deres mandlige kolleger. Hun bakkes op af formand for HK Hovedstaden, Winnie Axelsen: - Vi har brug for åbenhed og opbakning til vores lovforslag om ligeløn. |
|
|
Ifølge tal fra EU Kommissionen tjener danske mænd i gennemsnit 13,6 procent mere end danske kvinder. Det er en af grundene til, at ligeløn er et af HK Privats to hovedkrav til overenskomstforhandlingerne 2010. Lokale tillidsrepræsentanter deltager i debatten:
- En af mine første opgaver som nyvalgt tillidsrepræsentant på Bornholm Tidende var at indsamle oplysninger til lønstatistikken, og jeg kan med stolthed sige, at vi har ligeløn på min arbejdsplads. I hvert fald er der ikke forskelle på grund af køn, siger Dorrit Bjerregaard, som er nyvalgt tillidsrepræsentant på Bornholms Tidende.
Fra mande- til kvindefag
- Ligeløn blandt grafikerne på Bornholms Tidende skyldes helt sikkert, at vi altid har haft åbenhed om vores løn. Jeg tror, at åbenhed er en forudsætning for at opnå ligeløn, for der er ingen grund til at hviske i krogene om lønnen., siger Dorrit Bjerregaard.
Lønforskelle på grund af køn har som sådan aldrig været et problem blandt grafikerne, vurderer hun.
- Det er jo et mandefag, hvor kvinderne langsomt er kommet til på grund af den teknologiske udvikling Jeg var eneste kvinde på min første arbejdsplads, mens vi i dag er flest kvinder blandt grafikerne på Bornholms Tidende.
Dorrit Bjerregaard fremhæver, at kvinderne har bevaret mandelønnen, fordi der har været åbenhed om lønnen.
- Med åbenhed bliver man opmærksom, hvis der opstår forskelle, og man har kunnet forhindre uligeløn på grund af køn. Desuden arbejder vi alle sammen på fuld tid. Vi har arbejdet på lige vilkår med mændene, og det mener jeg har været med til at holde os på linje med dem lønmæssigt, siger Dorrit Bjerregaard. Hun er mor til tre og har ind imellem kunnet ønske sig at arbejde mindre.
- Men den mulighed har aldrig været der, og så er der jo også det, at det koster på pensionen, siger hun.
Må støttes politisk
Hvordan opnår man ligeløn generelt i samfundet? Dorrit Bjerregaard mener, at der skal en skærpet lovgivning til.
- Jeg tror ikke på, at vi kan skabe et ligelønssystem generelt uden at lønningerne bliver synlige, og derfor må lovgivningen ændres, fremhæver tillidsrepræsentanten.
HK har netop stillet forslag om ny ligelønslov, hvor det skal pålægges arbejdsgivere at indberette lønnen, hvis man har ti ansatte og flere, hvoraf mindst tre er kvinder og mindst tre er mænd.
Den gældende lovgivning forpligter kun arbejdsgivere med mere end 35 medarbejdere til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik, hvis der er 10 af hvert køn med sammenlignelige job.
- Ligestilling på arbejdsmarkedet er mere end ligeløn, mener Dorrit Bjerregaard og fremhæver, at der skal politisk vilje til at skabe reel ligestilling.
- Vilkår under barsel, pensionsopsparing, vilkår ved skilsmisse og muligheder for at tage orlov hører også med. Alt det skal politikerne og arbejdsgiverne være med på og vise, at de ønsker reel ligestilling, siger hun.
Dorrit Bjerregaards familie benyttede sig i sin tid af muligheden for at tage forældreorlov for alle tre børn med tilsammen tre års orlov. Hun har selv taget et halvt års orlov, mens farmand har været hjemme hos børnene i to et halvt år.
Ikke flere hemmeligheder
Formand for HK Hovedstaden, Winnie Axelsen opfordrer medlemmerne til større åbenhed om løn:
- Desværre har rigtig mange HK-medlemmer hemmeligheder omkring deres løn. Da vi indførte Ny Løn i kommunerne i 1998, skulle vi have synlighed og gennemsigtighed, så enhver kunne se, hvad der skulle til for at få mere i løn. Men fik vi desværre ikke synlighed og gennemsigtighed, og det skyldes ikke kun ledelserne, men også nogle medarbejdere ønsker at holde viden om deres løn for sig selv.
Winnie Axelsen opfordrer HK-medlemmerne til at starte løn-snakken:
- Vi skal ud over myter og fordomme. I HK stiller vi nyt lovforslag, der kan fremme åbenheden og skabe lige løn for lige arbejde, men medlemmerne skal komme med den folkelige opbakning. Få sat løn-snakken på dagsordenen, så vi kan få åbenhed og komme videre, opfordrer Winnie Axelsen.
Gå videre til...
Oprettet: 02.12.09, kl. 09.26
Redigeret: 03.12.09, kl. 10.36 af Ulla Nygaard
Læs hele artiklen med Dorrit Bjerregaard i fagbladet It, medie & industri
Ophavsret
Udgivet <02.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

