Håbløst når 848 søger det samme job
|
- Man får følelsen af, at det er håbløst, når vi er 848 ansøgere til det samme job, siger HK’er Britta Kristine Nicolo. Hun er ledig for første gang i et langt arbejdsliv. I gennem det seneste halve år har hun søgt mindst to job hver uge, sådan som alle ledige er forpligtet til. |
|
Britta Kristine Nicolo er en af 4.166 ledige HK’ere i HK’s a-kasse i hovedstaden ifølge seneste opgørelse fra Danmarks Statistik for oktober. Hun er jobsøgende sekretær med bred erfaring fra flere brancher. Siden hun forlod A.P. Møller i 1980’erne har hun arbejdet for entreprenører, ingeniører, i en fond og i finansverdenen.
- Men vi får jo ikke chancen for at vise, hvad vi kan, når der er hundredvis af ansøgere til hvert job, siger hun om sin situation. I et enkelt tilfælde fik Britta Kristine Nicolo at vide, at der havde været 848 ansøger til samme stilling.
Næste stop er et kursus
Den mangeårige sekretær overvejer nu også nye veje for karrieren, som gerne skal vare mindst ti år længere.
- Jeg har meldt mig til et kursus i HK Hovedstaden i diagnoselatin. Det er en forudsætning for at kunne få job som lægesekretær, og det er en af mine overvejelser, siger hun.
Britta Kristine Nicolo er vant til at udvikle sig. Hun har taget en lang række kurser igennem arbejdslivet, herunder flere merkonomfag.
Åbning eller tidsspilde
Kurset i diagnoselatin har Britta Kristine Nicolo fået bevilget af a-kassen. I det nye år venter desuden et møde i Jobcentret om fremtiden.
- Jeg ved, at jeg bliver sendt i et seks ugers forløb, hvor jeg en dag om ugen skal være sammen med en konsulent for at skrive ansøgninger. Hvis ikke jeg herigennem finder et job, bliver jeg sendt i løntilskudsjob i en virksomhed.
Britta Kristine Nicolo er ikke glad for tanken.
- Hvis der er mulighed for at løntilskudsjobbet kan bane vej for et rigtigt job, er det helt fint. Men hvis den ene afløser den anden i løntilskud, er det spild af tid. Tiden går jo og den er en del af min dagpengeperiode på kun to år, siger hun.
Oprettet: 16.12.11, kl. 10.56
Redigeret: 16.12.11, kl. 11.03 af Ulla Nygaard
Fakta om ledigheden i HK Hovedstaden
Den seneste opgørelse af ledigheden fra Danmarks Statistik viser, at der i oktober måned 2011 var 4.166 ledige HK’ere i hovedstaden.
Det er et lille fald i forhold til oktober 2010, hvor 4.208 medlemmer af HK’s a-kasse i Region Hovedstaden var ledige.
Ledigheden i HK Hovedstaden er på 6,2 procent, nøjagtig samme procent som den generelle ledighed i hele landet.
Mindst berørt af ledighed er de 40-49 årige, hvor 5,0 procent af HK’erne i Region Hovedstaden er ledige. Ledigheden i HK Hovedstaden fordeler sig skævt i aldersgrupperne:
16-24 årige: 7,6 procent
25-29 årige: 8,5 procent
30-39 årige: 6,7 procent
40-49 årige: 5,0 procent
50-59 årige: 6,6 procent
60 + årige: 4,2 procent
Ledigheden i tal i oktober 2011 for HK’ere i Region Hovedstaden:
16-24 årige: 367
25-29 årige: 496
30-39 årige: 1096
40-49 årige: 994
50-59 årige: 1015
60 + årige: 198
Ophavsret
Udgivet <16.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
