HK vil have sygedagpengeloven ændret
|
Et HK-medlem er syg, men kan ikke længere få sygedagpenge og henvises til kontanthjælp. Den 41 årige Tina Sørensen falder for en tidsgrænse, og det er ikke i orden, mener hendes fagforening. – Vi har bedt om foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, for at få loven ændret, siger formand for HK Hovedstaden Winnie Axelsen |
|
Efter to uheldige operationer – den ene en decideret fejloperation på privathospital – har kontorassistent Tina Sørensen mistet sit arbejde, og nu mister hun også sygedagpengene. Hun falder for en tidsgrænse og bliver smidt ud af systemet. Fra at være en dygtig og selvbevidst sekretær med en flot karrierevej, mister kontorassistent Tina Sørensen alt. Jobbet er væk og hendes sociale status stærkt truet. Hun bliver formentlig tvunget væk fra sin bolig, hvor hun bor i dag med sine to sønner på ni og 16 år.
En hel familie rammes unødigt, fordi sygedagpengeloven gør det muligt at smide mennesker ud af systemet, fremfor at hjælpe dem videre i tilværelsen. Tina Sørensen går en meget usikker fremtid i møde, når hun parkeres på kontanthjælp.
HK vil have loven ændret
Sygedagpengeloven har tidsbegrænsning på 52 uger. Det er den periode, man som syg maksimalt kan få sygedagpenge.
Der er muligheder for at forlænge sygedagpengene ud over 52 uger, men kommunerne sender alligevel hvert år tusindvis af mennesker på kontanthjælp, frem for at give dem tryghed og lade dem fortsætte på sygedagpenge indtil den videre vej i tilværelsen former sig. 52 uger er ikke altid tilstrækkeligt til tilbagevenden til arbejdsmarkedet, til revalidering, til fleksjob eller pension.
Tina Sørensens sygeforløb et et eksempel på, at en banal operation for galdesten med uheldige komplikationer, og en fejloperation for diskusprolaps, kan forlænge en sygeperiode ud over 52 uger.
- Vi går til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, som har ansvar for sygedagpengeloven, for at få ændret loven. Det er vores forpligtelse som faglig organisation at gøre politikerne opmærksomme på uhensigtsmæssighederne, så de kan træffe de rigtige beslutninger, siger Winnie Axelsen.
HK Hovedstadens formand siger videre, at fagforeningen skal optræde som medlemmernes og borgernes advokat og sikre, at også de syge kan nyde godt af velfærdssamfundet.
HK mener, at det ikke skal være muligt for kommunerne at droppe syge borgere, når de er syge i mere end 52 uger.
Mulighed for forlængelse
Flere tusinde mennesker oplever hvert år som Tina Sørensen at blive kasseret på grund af en tidsgrænse, selvom sygedagpengeloven giver mulighed for at forlænge sygedagpegene. Kommunen kan forlænge sygedagpengeudbetalingen i forskellige situationer:
Når det er sandsynligt, at der kan iværksættes revalidering.
Når arbejdsevnen skal afklares igennem virksomhedspraktik m.m., (forlængelse indtil 26 uger).
Når lægebehandling forventes at bringe den syge tilbage til det ordinære arbejdsmarked, (forlængelse indtil to gange 52 uger).
Når kommunen skal afklare om man er berettiget til førtidspension eller fleksjob, (forlængelse indtil 26 uger).
Når der er tale om livstruende sygdom.
Når der er tale om en arbejdsskadesag, forlænges sygedagpengene indtil der ligger en afgørelse.
Når der er påbegyndt en sag om førtidspension.
Tina Sørensen er for tiden ikke i udsigt til at få forlænget sygedagpengene, og det betyder - ligesom for tusindvis af andre - at hun henvises kontanthjælp. Derfor vil HK Hovedstaden have loven ændret, så ingen kasseres, men tværtimod, så alle syge får tryghed og ro, mens den videre vej i deres tilværelse formes.
Oprettet: 03.02.10, kl. 14.29
Redigeret: 04.02.10, kl. 11.49 af Ulla Nygaard
Ophavsret
Udgivet <03.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

