Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2011 > Bornholm har landets laveste HK-lønninger



Bornholm har landets laveste HK-lønninger

Gennemsnitslønnen for HK’ere på Bornholm er landets laveste, viser HK’s lønstatistik for 2010. På Bornholm er løngennemsnittet for HK’erne 25.277 kroner om måneden, mens det er 25 procent højere i hovedstadsområdet.
– Det overrasker mig, at forskellen er så stor, siger formand for HK Service Hovedstaden, Rene Knudsen

 

- Bornholm er et meget lille arbejdsmarked, og konkurrencen om medarbejderne er ikke stor nok til at sikre en lønglidning på samme måde som i hovedstaden, siger Rene Knudsen.

Han er formand for de 26.600 medlemmer af HK Service Hovedstaden, herunder HK’ere på Bornholm.

Rene Knudsen fremhæver desuden, at også leveomkostningerne er forskellige.

- Vi har hele tiden vidst, at der var en stor lønforskel, men at den er på 25 procent er alligevel overraskende, siger formanden.

6.243 kroner i forskel
Bornholmernes 25.277 kroner i gennemsnitsløn er 6.243 kroner lavere end i Københavns omegn. Her tjener HK’erne i gennemsnit 31.520 kroner om måneden. I Københavns by er gennemsnittet lidt lavere, nemlig 30.583 kroner om måneden.

- Der er ikke så mange alternativer til et nyt job på Bornholm. Det afspejler sig lønnen, siger Rene Knudsen om de store lønforskelle.

Faglig sekretær for det private HK arbejdsmarked på Bornholm, Line Andersen genkender det billede.

- Udbuddet af job på Bornholm er ikke så stort som i København. Mange af vores medlemmer bliver derfor i det samme job igennem mange år.

Line Andersen siger videre, at det er sværere at få store lønstigninger i den situation.

- Når vi rådgiver vores medlemmer i forbindelse med jobskifte, opfordrer vi dem til at være skarpe i lønforhandlingen. Det er i forbindelse med et nyt job, at det fremtidige lønniveau lægges, siger Line Andersen.

Forskellen lidt mindre
I forhold til 2007 lønstatistikken er løngabet mellem hovedstaden og solskinsøen blevet lidt mindre.

HK’erne på Bornholm har i gennemsnit fået 12,5 procent mere i løn siden 2007, mens HK’erne i Københavns omegn har fået 11,5 procent mere og HK’erne i Københavns by steg med 9,9 procent på de tre år.

HK’s lønstatistik omfatter alle privatansatte HK’ere og statsansatte. De kommunalt ansatte HK’ere er ikke en del af lønstatistikken.

Vestjyderne ligger næstsidst i HK’s lønstatistik med 26.532 kroner i løngennemsnit. Her efter kommer Vest- og Sydsjælland med 26.708 kroner og Sydjylland med 26.745 kroner i månedlig gennemsnitsløn.

Oprettet: 11.02.11, kl. 14.49

Redigeret: 11.02.11, kl. 14.57 af Ulla Nygaard


Ophavsret

Udgivet <11.02.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.