Unge opsøges af Jobpatruljen
|
Jobpatruljen besøger indkøbscentre og butiksstrøg i hovedstadsområdet for at komme i dialog med unge fritidsjobbere. Aktivisterne får en positiv modtagelse af både chefer og unge medarbejdere |
|
Herlev Bymidte Butikscenter er et af de storcentre i hovedstadsområdet, der har haft besøg af LO's Jobpatrulje.
- Vi opsøger butikkerne og spørger efter unge fritidsjobbere under 18 år. Hvis der er fritidsjobbere ansat og de er på arbejde, får vi en snak med dem om deres arbejdsforhold, fortæller ungdomskonsulent i HK Hovedstaden Maria Hollmann.
Hun danner trio denne dag med de to øvrige konsulenter i HK Ungdom Hovedstaden Anne Stender og René Tvile.
LO Jobpatrulje består i år af cirka 20 aktivister fra LO fagforeningerne i Hovedstaden. De tager rundt i holdt á to-tre aktivister og får unge i tale.
- Vi mødes om morgenen og beslutter, hvor vi skal hen. Vi slutter ved 19-tiden hver aften og mødes i HK Hovedstaden, hvor vi spiser sammen mens vi evaluerer dagen, fortæller René Tvile.
Arbejdsmiljø i fokus
De unges arbejdsmiljø er i fokus i dette års kampagne, men der spørges også ind til lønnen.
- Faktisk har jeg ikke oplevet, at der har været problemer med lønnen. Vi støder på, at unge ikke ved, hvad de må løfte og slæbe, og så fortæller vi dem reglerne, siger Maria Hollmann.
Lønsatser og de vigtigste regler for unges arbejdsmiljø er nedfældes i pjecen "Guide til fritidsjob". Guiden i lommeformat udleveres til unge i butikkerne.
Når Jobpatruljen slutter af for i år i hovedstadsområdet ved Grøn Koncert 25. juli deles guiden ud til unge sammen med vand.. Også en guide til forældre deles ud ved koncerten,
Et dejligt job
En af de unge, som fik besøg af Jobpatruljen var 16 årige Tanja, som har fritidsjob i Vero Moda i Herlev Bymidte Butikscenter.
- Det er fint at tale med Jobpatruljen. Jeg fik noget at vide, som jeg ikke vidste, fortæller den 16 årige, som er glad for sit fritidsjob.
Efter besøget kunne de tre HK konsulenter konstatere, at Tanjas arbejdsforhold og lønnen er, som den skal være.
En butiksansat under 18 år skal have godt 64 kroner i timen, og det får Tanja.
Snakken på papir
Jobpatruljen samtaler og interviewer med et skema i hånaden.
- Vi får et indblik i, hvad de unge fritidsjobbere ved og ikke ved. Den viden kan vi bruge, når vi indretter vores kampagne næste år, siger René Tvile, som er overrasket over, hvor lidt forberedt til arbejdsmarkedet mange unge er.
|
|
|
Oprettet: 22.07.10, kl. 12.25
Redigeret: 22.07.10, kl. 12.25 af Ulla Nygaard
Ophavsret
Udgivet <22.07.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



