For syg til at få hjælp
|
Kontorassistent Tina Sørensen er langtidssyg og for syg til at arbejde. Hun er også for syg til at få sygedagpenge, mener Helsingør Kommune, som vil stoppe sygedagpengene pr. 1. juli. En psykolog påpeger, at systemet forværrer den stressmæssige overbygning på den fysiske sygdom |
|
41 årige kontorassistent Tina Sørensen er skadet af to trafikulykker og blev fejlopereret for snart to år siden. Som følge af operationen mistede hun stemmen, og hun blev fyret fra sit job i Helsingør Renseanlæg på grund af den lange sygemelding.
Tina Sørensen har klaret job og karriere indtil hun blev skadet. Hun er alene med to drenge på 17 og 10 år og har med hiv og sving klaret tilværelsen for den lille familie på sygedagpenge. Men det stopper nu. Udsigten er kontanthjælp fra 1. juli.
Må opgive sit fag
Kontorassistenten har stort set mistet stemmen som følge af operationen på Arresødal Privathospital. De kroniske smerter i nakke og ryg som følge af whiplash efter to trafikulykker betyder, at hun ikke mere kan arbejde inden for sit fag.
Hun er endnu for syg til noget andet, viste en arbejdsprøvning i foråret.
Sygedagpengeloven er indrettet sådan, at man kan smide de syge ud af systemet efter et år, og det benytter de betrængte kommuner sig flittigt af.
Loven giver dog mulighed for at forlænge perioden for sygedagpenge ud over 52 uger i særlige situationer. Tina Sørensen har fået forlænget sine sygedagpenge én gang i nogle måneder, men nu indstilles det til ophør.
Hun vil som ca. 6.000 andre mennesker falde uden for mulighederne for forlængelse og henvises derfor til kontanthjælp – med mindre hun kan forsørges af en ægtefælle eller har formue. Og det er ikke tilfældet.
Hjælp en anden gang
Helsingør Kommune skønner, at der kan være behov for revalidering, bare ikke lige nu:
”... der skønnes at være behov for revalideringsstøtte til andet jobområde, men at det ikke skønnes relevant med beskæftigelsestiltag på nuværende tidspunkt, da det ikke vurderes, at hun såvel fysisk som psykisk er klar hertil”.
Men andre ord: Kom igen når du har fået det bedre.
Men Tina Sørensen vil få det værre, fremgår det af en psykolograpport:
”… og det vurderes at et yderligere pres fra Helsingør Kommunes side og andre instanser vil forværre den stressmæssige overbygning, der ledsager de pådragne skader.”
Kommunens lægekonsulent skal give sin vurdering af Tina Sørensens situation, før kommunen tager endeligt stilling til, om sagsbehandleren indstilling om stop af sygedagpenge skal følges.
Det vil ske ganske få dage før 1. juli.
Tina Sørensen holdes i denne pinefylde økonomiske uvished ligesom i marts måned, hvor der også skulle tages stilling til sygedagpengene.
Dyrt for kommunen
- Tina er slidt ned psykisk af forløbet, siger vejleder i HK Hovedstadens Job og Vejledning Lars Hein, som er hendes bisidder.
- Min vurdering er, at Helsingør Kommune kan forlænge dagpengene, hvis kommunen ønsker det. Men som vilkårene er for kommunerne, skal de selv betale de fulde dagpenge ved forlængelse uden refusion fra staten, siger Lars Hein.
Han oplyser desuden, at Tina Sørensen heller ikke kan få arbejdsløshedsdagpenge, fordi hun er for syg til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
- Vi opfordrer Helsingør Kommune til at beholde Tina Sørensen på sygedagpenge indtil hun er afklaret. Det vil give hende og hendes familie ro, og det har kommunen mulighed for efter min vurdering, siger Lars Hein.
Oprettet: 15.06.10, kl. 10.39
Redigeret: 15.06.10, kl. 11.26 af Ulla Nygaard
Tina Sørensen ledsaget af faglig konsulent Rie Holst i HK Kommunal Hovedstaden og daværende formand for HK Hovedstaden Winnie Axelsen før et foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 17. marts i år.
Flere artikler om Tina Sørensen på sygedagpenge:
Ophavsret
Udgivet <15.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

