Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2011 > Regeringsgrundlag viser fremad, siger HK-formand



Regeringsgrundlag viser fremad, siger HK-formand

- Så længe en S-SF-R regering bringer ny politik frem til gavn for vores ledige og sygemeldte medlemmer. bakker vi op, siger formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark om regeringsgrundlaget.

- Vi er også klar til trepartsforhandlinger, siger han umiddelbart efter pressemødet, hvor regeringsgrundlaget blev præsenteret.

- Men vi ser desværre, at efterlønsreformen fastholdes, og vi vil ikke betale to gange, tilføjer Christian Grønnemark.

 

- Den økonomiske politik har fået stor vægt fra Det Radikale Venstre, og vi må blandt andet notere os, at efterlønsordningen ikke bliver som HK har ønsket den.

Vi anerkender, at det koster en pris at danne regering med de radikale, og de har taget sig rigtig godt betalt for at lægge mandater til, siger Christian Grønnemark.

Et halvt år mere på dagpenge
HK Hovedstadens formand er glad for, at ledige medlemmer får en længere dagpengeperiode, selvom den kun forlænges med et halvt år til samlet to et halvt år.

- Det giver tid for de 38.000 lønmodtagere, der står for at falde ud af dagpengesystemet næste år i juli, og det giver tid for trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, siger Christian Grønnemark.

Formanden for HK Hovedstaden ser frem til trepartsforhandlingerne, som han mener nødvendigvis må have efteruddannelse og jobrotation på dagsordenen.

- Det handler om at få vores ledige medlemmer i job eller uddannelse. Der er ingen mening i at gå ledig igennem længere tid på passiv forsørgelse, siger han.

Christian Grønnemark er også meget tilfreds med de nye signaler i integrations- og indvandrerpolitikken.

Oprettet: 03.10.11, kl. 17.55

Redigeret: 03.10.11, kl. 18.22 af Ulla Nygaard


Ophavsret

Udgivet <03.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.