Du er her: hk.dk > Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2011 > HK Hovedstaden tilbageviser Venstre-løgn om a-kasser



HK Hovedstaden tilbageviser Venstre-løgn om a-kasser

Venstre-kandidat på Bornholm Peter Juel Jensen taler mod bedre vidende, når han skubber ansvaret for kontrol med ledige over på a-kasserne.

- Det ville klæde kandidaterne til Folketingsvalget at tale sandt og stå ved deres politiske holdninger, siger formand Christian Grønnemark i en pressemeddelelse.

 

HK Hovedstaden dokumenterer i en pressemeddelelse, hvordan Beskæftigelsesministeriet overdynger a-kasserne med nye ordre om at kontrollere lediges jobsøgning. Krav og kontrol fra a-kassen stresser ledige på Bornholm, især dem, der delvist har job og sendes hjem, når der ikke er arbejde.

Under et besøg på Christiansøpigens Sild skubbede Peter Juel Jensen ansvaret over på a-kasserne. Men den går ikke, mener HK Hovedstadens formand.

Læs hele pressemeddelelsen og dokumentationen:

Regeringen – og ikke a-kasserne – pisker de ledige

Kandidat for Venstre Peter Juel Jensen lyver for de bornholmske vælgere under et besøg på Christiansøpigens Sild. Han udtalte onsdag i Bornholms Tidende, som var med på besøg, at det a-kasserne selv, der sætter regler for de lediges jobsøgning. HK dokumenterer her, at politikeren taler usandt

- Peter Juel Jensen er medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, og hvis han ikke kender til de stramme kontrolregler, som a-kasserne forpligtes til at følge overfor ledige, har han sovet i timen, siger formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark.

To medarbejdere på Christiansøpigens Sild konfronterede Peter Juel Jensen med de stressende og kontrollerende krav og pligter, som a-kasserne sender ud til medlemmer, der er berørt af ledighed. Men det er a-kasserne selv, der sætter regler op, løj kandidaten under sit besøg på virksomheden.

Så sent som 9. august sendte Beskæftigelsesministeriet endnu en arbejdsbeskrivelse ud til a-kasserne. Brevet bar titlen ”Præcisering af a-kassernes pligt til at vejlede ledige medlemmer om kravene til jobsøgning og af a-kassernes behandling af jobsøgningssager ”

- Med 1.232 ord formaner Beskæftigelsesministeriet med løftet pegefinger om, hvordan a-kasserne skal vurdere lediges jobsøgning og hvordan de skal kontrollere om medlemmet nu også kan dokumentere, at de har søgt job. Det gælder både fuldtidsledige og deltidsledige som de ansatte på Christiansøpigens Sild, siger Christian Grønnemark.

Han er fortørnet over, at et medlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg ikke vil stå ved det kontrol-helvede, han selv og regeringen er med til at diktere. Et helvede, som stresser og frustrerer ledige og som a-kasserne skal bruge meget tid på.

- Det er et kontrolhelvede. I den seneste skrivelse er der ti løftede pegefingre om, hvordan medlemmerne skal søge job, når de er berørt af ledighed. Det ville klæde kandidaterne til Folketingsvalget at tale sandt og stå ved deres politiske holdninger. Også når de konfronteres med virkningerne af dem ude i virkeligheden, siger Christian Grønnemark.

Se uddrag af brevet

"Præcisering af a-kassernes pligt til at vejlede ledige medlemmer om kravene til jobsøgning og af a-kassernes behandling af jobsøgningssager"

Et udsnit på 532 ord fra venstreminister Inger Støjbergs Beskæftigelsesministerium – ikke fra a-kassen:

A-kassernes vejledning om pligten til at være aktivt jobsøgende

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i en række sager om jobsøgning.

Arbejdsskadestyrelsen, Center for klager om arbejdsløshedsforsikring, vil på denne baggrund præcisere følgende om a-kassernes vejledning og sagsbehandling:

A-kassen skal afholde de lovpligtige møder (CV-, vejlednings- og rådighedssamtaler) med medlemmet og vejlede medlemmet om forpligtelsen til at være aktivt jobsøgende til rimeligt arbejde.

Inden for de rammer, som følger af vejledningsbekendtgørelsen, kan a-kassen selv tilrettelægge, hvordan denne vejledning gives. Vejledningen kan derfor gives mundtligt på møder, i plan for jobsøgning, i breve eller pjecer eller i en kombination af disse.

A-kassen skal kunne dokumentere vejledningen. I det omfang a-kassen har givet vejledningen mundtligt, skal den notere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om. Det henvises til § 31, stk. 2, i

vejledningsbekendtgørelsen.

A-kassen skal vejlede om, at medlemmet skal søge job aktivt, seriøst og kontinuerligt.

A-kassen kan vælge at angive et antal job, som medlemmet forventes at søge hver uge. Det skal i givet fald ske ud fra en konkret vurdering af medlemmets uddannelse, erhvervserfaring og øvrige kompetencer,

sammenholdt med udbuddet af arbejde i det område, medlemmet skal stå til rådighed inden for. Men der er ikke noget krav om, at a-kassen skal vejlede om et konkret antal job pr. uge. A-kassen kan fx vejlede om, at medlemmet skal søge adskillige eller flere job hver uge.

A-kassen har også pligt til at vejlede om øvrige forhold af betydning for medlemmets pligt til at være jobsøgende og for vurderingen af medlemmets jobsøgning.

Følgende forhold bør indgå i a-kassernes vejledning:

– Aktiv jobsøgning er en betingelse for at kunne anses for at stå til rådighed

– Det kan have konsekvenser for medlemmets ret til dagpenge, hvis der ikke er søgt tilstrækkeligt

– Medlemmet skal være aktiv jobsøgende fra første ledige dag

– Jobsøgningen skal være kontinuerlig. Det vil sige, at der som udgangspunkt skal søges job hver uge

– Medlemmet skal søge alle de job, som pågældende er i stand til at varetage. Dette omfatter også arbejde, som pågældende kan varetage efter en kortere oplæring (rimeligt arbejde)

– Der kan vejledes om et "primært område", hvor medlemmet skal søge job. Det skal dog samtidig fremgå, at medlemmet skal søge bredere, hvis der ikke er tilstrækkeligt med job at søge inden for det primære område

– Medlemmet skal primært søge fuldtidsjob

– Medlemmet skal primært søge opslåede stillinger, men skal i øvrigt søge ledige stillinger på den måde, der er normalt inden for det pågældende faglige område

– Medlemmet skal søge geografisk bredt

– Medlemmet skal være aktiv jobsøgende både under deltagelse i tilbud, og når medlemmet arbejder på nedsat tid med supplerende dagpenge

– Medlemmets jobsøgning skal være realistisk og seriøs. Det vil sige, at medlemmet skal søge job, som pågældende kan varetage, og at ansøgningen skal være målrettet det søgte job og udtrykke medlemmets ønske om at overtage det søgte arbejde

– Medlemmet skal vejledes om, hvor den pågældende kan/skal finde ledige stillinger

– Medlemmet skal kunne dokumentere sin jobsøgning. Dette kan for eksempel ske ved, at medlemmet noterer alle søgte job på et jobsøgningsskema

– Medlemmet har selv ansvaret for at kunne dokumentere sin jobsøgning, herunder sikre sig imod computerproblemer ved for eksempel at tage backup

– Medlemmet vil blive bedømt på jobsøgningen ved den førstkommende rådighedssamtale."

Oprettet: 08.09.11, kl. 16.10

Redigeret: 08.09.11, kl. 16.21 af Ulla Nygaard

Se hele skrivelsen fra Beskæftigelsesministeriet:


Ophavsret

Udgivet <08.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.