Valget handler også om uddannelse mod ledighed
|
En diplomuddannelse inden for kontor, service og handel koster 30.000-50.000 kroner og det forhindrer mange i at tage uddannelse. - Flertallet på Christiansborg gør det svært at tage uddannelse dér, hvor jobbene er. Det kan Folketingsvalget lave om på, siger formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark. |
|
HK mener, at prisen på efteruddannelse og videregående voksenuddannelse skal sættes ned, så endnu flere får mulighed for at tage uddannelse.
Et valgtillæg til HK's medlemmer refererer til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds prognose. Den anslår, at der i løbet af ti år bliver brug for cirka 70.000 flere med kortere og mellemlange videregående uddannelser inden for handel, kontor og service.
- Det ville være en fantastisk mulighed for mange HK-medlemmer at tage en videregående uddannelse. Også for vores ledige medlemmer, siger Christian Grønnemark med henvisning til den høje ledighed.
- Vi ved, at der alene i Københavns Kommune vil være 1.800 a-kassemedlemmer som falder for tidsgrænsen på to år, når den træder i kraft 1. juli 2012. En tredjedel af de 1.800 er medlemmer i HK's a-kasse, og disse 600 HK'ere vil efter 1. juli 2012 ikke længere være berettiget til dagpenge.
Christian Grønnemark fremhæver, at en kommende regering må tage fat på dette alvorlige problem. Han mener, at opskriften er uddannelse, der kvalificerer til nye job.
Københavns Kommune går foran
- Heldigvis er der em solid konstellation på Københavns Rådhus mellem S, SF og Enhedslisten, og de tre partier har valgt at finde penge til at uddanne den gruppe, der står til at falde for varighedsbegrænsningen. Det er flot, men det burde være en opgave, som løses centralt, og som kan blive et middel mod ledighed i hele landet, siger HK Hovedstadens formand.
HK'erne er flittige til at tage videregående uddannelse. En opgørelse viser, at 1.688 HK'ere var i gang med en diplomuddannelse i 2009, og at 5.158 medlemmer var i gang med en akademiuddannelse.
Tallene fremgår af HK's valgtema, hvor alle Folketingets partier er blevet bedt om at forholde sig til spørgsmål om kønskvotering, barsel, efteruddannelse og videreuddannelse, uddannelsesgaranti, efterløn og forholdene for langtidssyge.
Oprettet: 02.09.11, kl. 14.49
Redigeret: 02.09.11, kl. 15.29 af Ulla Nygaard
Ophavsret
Udgivet <02.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

