Du er her: hk.dk > Handel Hovedstaden > Forsidenyheder > Netbogorme gnaver i bogladerne


HK Handel Hovedstaden

Artillerivej 30
2300 København S
Tlf. 33 30 20 00
Fax. 33 30 28 30
handel.hovedstaden@hk.dk

Du kan kontakte os pr. telefon:

Mandag - torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 16.00

Personlige henvendelser uden
forudgående aftale:

Mandag - torsdag 9 - 15
Tirsdag 9 - 17
Fredag 9 - 13


Netbogorme gnaver i bogladerne

Der er godt gang i internethandlen i Danmark. Det gælder ikke mindst for bogsalget, og det presser bogladerne, der forsøger at holde på kunderne med ekspertise og vejledning.

Bogkæden Arnold Busck er en af de største boglader i hovedstaden, og her kan man tydeligt mærke, at kunderne forsvinder. Dels til supermarkederne med slagtilbud på krimier og kogebøger, dels til bogsalg over internettet.
Derfor er Arnold Busck nu gået ind i kampen om at vinde de tabte kunder tilbage, fortæller den nyansatte kanalchef for al onlinehandel Rikke Nørdum Sonne.
"Vi har haft en netbutik i flere år, men vi har ikke haft nok fokus på den. Så den store opgave er at fortælle kunderne om den igennem reklamer og kataloger, så de ikke vælger at købe deres bøger gennem for eksempel Amazon.com", siger kanalchefen, der skyder på, at ti procent af Arnold Buscks salg sker via onlinebutikken.

MED PÅ TOP 50
Når man ser på Top 50 over mest benyttede butikker på internettet, ligger der to billetbureauer og en telebutik øverst, men så ligger Saxo og Amazon – to populære steder at købe bøger – som nummer fire og fem. Forlaget Gyldendal optræder også på listen, mens almindelige bogladers hjemmesider glimrer ved deres fravær.
Så set i sammenhæng med en undersøgelse fra 2010, der peger på, at nordiske forbrugere regner med at købe for det samme eller mere i de kommende år, lader det til at være en god satsning, Arnold Busck er i gang med.
Kunderne er ganske enkelt glade for at handle på nettet – finanskrise eller ej.

GENNEMSIGTIGT MARKED
Pengene ligger åbenbart lidt løsere i lommerne, når kunderne sidder hjemme i varmen foran computerens blå skær, og det har også indflydelse på salget af bøger.
"Boglader lukker og kolleger bliver fyret", siger formand for Bog- og papirbranchens ansatte (BMF) i Hovedstaden Kenn Nielsen.
Han ser en branche, der er presset af, at kunderne kan finde på at købe deres bøger på udenlandske hjemmesider, i supermarkedet eller direkte gennem et forlag som Gyldendal, som er en ny konkurrent til de fysiske boglader.
"Markedet er blevet mere gennemsigtigt. Hvis du først ved, hvilken bog du skal bruge, kan du søge den på nettet, og måske endda finde den meget billigere, end du så den til i butikken", siger han.
Og noget tyder på, at danskerne er glade for at købe bøger i e-butikkerne.

E-HANDEL MED BØGER FOR MILLIARDER
Interesseorganisation FDIH’s (Foreningen for Distance- og Internethandels) seneste årsrapport om e-handel herhjemme viser, at internetkøb af bøger og tidsskrifter ligger på en femteplads over fysiske varer købt over nettet i 2010. I alt vurderer FDIH, at den samlede e-handel udgør 40 milliarder kroner, og her udgør bøger og tidsskrifter fire procent af den samlede e-handel i 2010, altså 1,6 milliarder kroner.
I alt udgjorde bøger og tidsskrifter ni procent af danskernes køb på nettet - målt i antal - og det svarer til en tredjeplads efter tøj og elektronik.

3D-BLIK I BUTIKKEN
Alligevel mener både Kenn Nielsen fra BMF og Rikke Nørdum Sonne fra Arnold Busck stadig, der er grund til at beholde de fysiske bogbutikker, selvom bøger også kan købes på pc’en og blive bragt lige til hoveddøren.
"I bogladen taler du med et menneske, der har styr på det, han eller hun sælger. Nogle har et ’3D-blik’ – de ved, hvad der har været, hvad der er, og hvad der kommer på markedet i nærmeste fremtid", siger Kenn Nielsen, der selv arbejder i Polyteknisk Boghandel til dagligt, hvor han også mærker nethandlen ånde ham i nakken.
"Det er en meget vanskelig situation lige nu. Jeg tror, vi vil se lukninger i branchen til foråret for dem, der ikke har haft gode julesalg", forudser han og råder alle i branchen til at sørge for at skabe synlighed for sig selv på alle salgskanaler.
Hos Arnold Busck har det mindre salg ikke betydet fyringer i de fysiske butikker, men Rikke Nørdum Sonne er helt enig med Kenn Nielsen og understreger, at Arnold Busck er nødt til at være konkurrencedygtige på nettet.
"Vi skal ikke være billigst, men konkurrencedygtige. Vi kommer ikke ned på supermarkedernes priser, så i stedet skal vi have stor fokus på de kompetencer, vi har fra butikkerne og vores uddannede boghandlere", siger kanalchefen og nævner vejledning på nettet som en af de ting, der skal sørge for, at kunderne bliver hos Arnold Busck.
"Vi skal hjælpe folk igennem til det rette produkt. Ligesom vi gør i butikken".

Oprettet: 29.11.11, kl. 13.10

Redigeret: 29.11.11, kl. 13.10


Ophavsret

Udgivet <29.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.