Formandsskifte i HK
HK/Privat skal vælge ny formand på sin kongres til næste år. Simon Tøgern, som er 52 år og formand for HK it, medie & industri Hovedstaden, har allerede nu meddelt sit kandidatur til formandsposten.
Af: Ulla Nygaard - Foto: Sonja Iskov.
Hverken formand Karin Retvig eller næstformand Bjarne Nielsen kan genvælges på grund af HK’s aldersregler.
”Vi skal i gang med forberedelserne til overenskomstforhandlingerne i 2012. Vi skal udnytte den gode stemning og medlemmernes opbakning til forhandlingerne i dette forår. Men vi skal nå at styrke os som organisation, for at få succes. Derfor er jeg på banen allerede nu”, siger Simon Tøgern
HK/Privat fik en central rolle under de seneste overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
Kravet om afvikling af den såkaldte 50 %-regel er central for HK-arbejdsmarkedet og var et hovedkrav. HK/Privat kom ikke igennem med kravet og stemte markant nej til mæglingsforslaget.
”Kravet om, at HK’erne – ligesom alle andre danske lønmodtagere – skal have mulighed for at være omfattet af en overenskomst, vil få en mindst lige så høj prioritet ved forhandlingerne i 2012, siger Simon Tøgern”.
Som lokal HK-formand og kandidat til formandsposten mener han, at forberedelserne skal i gang med det samme.
”Vi skal dreje vores organisation sådan, at endnu flere ressourcer bliver anvendt på det udadvendte og opsøgende arbejde.
Vi skal have fokus på fordelene ved at have overenskomst, og vi skal have fokus på fagene, som det allerede sker i dag i vores branchesektioner og landsforeninger som SamData, Grafisk Kommunikation og Dansk Laborant-Forening”, siger Simon Tøgern forud for tirsdagens møde i HK/Privats sektorbestyrelse.
Her skal arbejdet i 2011 lægges til rette.
Oprettet: 30.08.10, kl. 13.34
Redigeret: 30.08.10, kl. 13.46 af Mia Mørch
Kontakt
Simon Tøgern kan kontaktes på telefon 50 90 96 42.
HK/Privat er en af de fire sektorer i HK.
HK it, medie & industri med 17.500 medlemmer er en af otte lokale afdelinger i HK/Privat, som har 147.000 medlemmer.
HK it, medie & industri har adresse i HK Hovedstaden, Artillerivej 30, København S.
Ophavsret
Udgivet <30.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



