HK-tillidsfolk markerede starten på OK 2012
Tillidsfolk fra private HK-arbejdspladser i hovedstadsområdet fortsatte efter efter to timers demonstration i stiv kuling foran Dansk Industri i Ørestaden til et stormøde i HK Hovedstaden for at planlægge aktiviteter frem til afstemningen om de nye overenskomster.
Af: Ulla Nygaard - Foto: Lars Wittrock.
Overenskomstforhandlingerne på industriens område havde første officielle forhandlingsmøde og pressemøde den 4. januar. Her blev forhandlere og presse mødt af demonstrerende tillidsfolk fra det private HK-arbejdsmarked.
– Ingen skal være i tvivl om, at kravet om afskaffelsen af 50%-reglen har bred opbakning fra vores medlemmer. Vi forventer, at vores krav bliver en del af forhandlingerne denne gang, og at vi får påbegyndt afviklingen, sagde HK/Privats formand Simon Tøgern under demonstrationen.
Efter to timers demonstration i stiv kuling foran Dansk Industri i Ørestaden, fortsatte tillidsfolk fra de to HK/Privat-afdelinger i Hovedstaden, HK Service og HK it, medie & industri til et stormøde i HK Hovedstaden.
Den gamle regel fra 1948
– Vores overenskomstsystem udfordres, fordi en voksende del af arbejdsmarkedet undergraves af blandt andet østarbejdere og grupper, som holdes ude. Antageligt holdes 100.000 ude af HK’s overenskomster, og det er med til at svække hele arbejdsmarkedet, sagde Simon Tøgern ved tillidsfolkenes møde i HK Hovedstaden.
Afskaffelsen af 50%-reglen skal ses i det lys, og ikke kun i lyset af, at HK’er ikke kan omfattes af en overenskomst, så længe færre end 50 procent på deres arbejdsplads er organiseret. På hele arbejdsmarkedet er det kun funktionærgruppen i HK, der har denne 50%-regel i deres overenskomster. Reglen er fra 1948.
Tillidsrepræsentanterne arbejdede i HK-Huset med at planlægge aktiviteter, der skal understøtte HK/Privats forhandlere og den mediekampagne, der kører for afskaffelse af 50%-reglen.
– Vi vil køre et tæt parløb i de to afdelinger om aktiviteter. Vores opgave i dag er at nedsætte et kampagneudvalg og få etableret en aktivistliste, sagde formand for HK it, medie & industri Ulla Jeppesen.
Synlighed og engagement
Formand for HK Service Rene Knudsen fortalte, at man her vil besøge afdelingens cirka 170 virksomheder, der er i arbejdsgiverforening, men uden overenskomst på grund af 50%-reglen. Han fortalte også, hvordan der bliver strittet imod på arbejdsgiverside, når HK opfylder 50%-kravet og vil have arbejdsgiverforeningens underskrift på, at overenskomsten gælder på en virksomhed.
Tillidsfolkene arbejdede med forslag til, hvordan medlemmer kan involveres og engageres i overenskomstforløbet, og hvordan øvrige LO-medlemmer på det store industriområde kan inddrages i kampagnen for afskaffelsen af 50%-reglen. Desuden, hvordan aktiviteter kan skabe synlighed om HK’s centrale krav.
– Tak for jeres mange forslag til aktiviteter. De er lidt mere frodige end dem, vi har kunnet komme frem til i arbejdsgruppen, sagde stedfortræder i HK it, medie & industri Peter Jacques Jensen, da han samlede op på forslag til events, konkurrencer og agitation fra en række grupper.
Et af forslagene gik på at holde kursus eller oprette et forum, der kan »klæde aktive HK’ere på«, når de skal på gaden og fortælle om 50%-reglen.
Mange deltagere meldte sig til kampagneudvalg og som aktivister.
Oprettet: 19.01.12, kl. 11.01
Redigeret: 20.01.12, kl. 15.38 af Jane Rigtrup
Du kan også være med
Som tillidsrepræsentant eller medlem kan du melde dig til kampagneudvalg eller som aktivist.
Se mere på afdelingens hjemmeside eller skriv en mail til Peter Jacques Jensen.
Ophavsret
Udgivet <19.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


