Tillidsvalgt med indsigt i det store Dong Energy
Inger Stenbæk-Larsen arbejder som laborant på Kyndbyværket ved Jægerspris med cirka 60 ansatte. Værket er en del af Dong Energy, og som tillidsrepræsentant følger Inger Stenbæk-Larsen med i hele den store koncern og dens 4.000 medarbejdere.
Af Ulla Nygaard - Foto: Sonja Iskov
På en solrig efterårsdag viser Inger Stenbæk-Larsen rundt på Kyndbyværket, som ligger ved Jægerspris helt ud til Isefjord. Olieskibe lægger til i værkets havn med råvarer til el-produktionen. Havnen, som i dag er under renovering, har siden værkets start i 1940 taget imod de tunge skibslaster. Før i tiden var det kul og olie, men siden 1998 er det alene olie.
Inger Stenbæk-Larsen har arbejdet på Kyndbyværket i hele sit arbejdsliv. Hun blev uddannet som laborant i 1975, men arbejdsopgaverne har aldrig stået stille. De har været igennem konstant udvikling i takt med teknologiske landvindinger og forandringerne i Danmarks energiproduktion.
Kyndbyværket var engang sit eget, men det har været med i energisektorens fusioner og er i dag en del af Dong Energy.
Blev peget på af jyderne
I forbindelse med den seneste fusion i 2006 blev Inger Stenbæk-Larsen valgt som tillidsrepræsentant for HK’erne på Kyndbyværket – både laboranter og de administrative.
– Jeg blev tillidsrepræsentant i forbindelse med fusionen med Dong Energy. Inden E2 fusionerede med Dong, havde jeg været kontaktperson for HK. Det var jyderne i det tidligere Elsam, der pegede på mig som tillidsrepræsentant, fordi de mente, at også en repræsentant for HK’erne skulle med i forhandlingerne om en lokalaftale for det nye, fusionerede selskab.
Lokalaftalen var tre år undervejs
Inger Stenbæk-Larsen lod sig overtale til at blive tillidsrepræsentant og indgå i forhandlingerne om en ny lokalaftale. Den var hele tre år undervejs og kom til at indeholde en række personalepolitikker og en velfærdspakke.
– Det var en super spændende tid, hvor jeg har lært en masse. Man lærer jo at se på virksomhedens ledelse og på forretningen med andre øjne. Man lærer især at blive mere lyttende, og at andre personer kan have andre holdninger end en selv. Sådan en lang forhandlingsproces udvider ens horisont.
Inger Stenbæk-Larsen har lært virksomheden godt at kende igennem den tre år lange proces mod lokalaftalen for 4.000 medarbejdere på de sammenbragte virksomheder.
Med den nye indsigt føler Inger Stenbæk- Larsen sig godt klædt på til at være talskvinde for sine kolleger.
– Jeg har også lært at forstå de ubehagelige, men nødvendige beslutninger, og det vil sige, at jeg har været med ved fyringsrunder. I den situation har det været min opgave at være der for kollegerne, hvis de har ønsket det.
Som tillidsrepræsentant har Inger Stenbæk-Larsen deltaget i samtaler om, hvordan det kunne foregå bedst for den enkelte.
– Det er ikke sjovt, når kolleger bliver sagt op, og det er særlig svært, når det er kolleger, som man kender godt. Men jeg har været der for dem, hvis de har ønsket det, for at finde løsninger, der har været rigtige for dem. Nogle har haft brug for afklaring for at komme videre, andre for psykologhjælp.
Med til lokale lønforhandlinger
Det har været en god fornemmelse for tillidsrepræsentanterne i Dong Energy at få lagt sidste hånd på lokalaftalen.
– Efter lokalaftalen var på plads, fik jeg mere overskud til de almindelige opgaver, blandt andet de lokale lønforhandlinger. Det har været rigtig sjovt at være med til, især når vi har fået noget ud af det.
Men de seneste par år har det ikke været så sjovt. Vi har forhandlet andre goder, når der ikke har været plads til store lønforhøjelser. Blandt andet har vi fået fri telefon, og vi har fået et årligt sundhedstjek.
Formelt og uformelt samarbejde
Tillidsrepræsentant Inger Stenbæk-Larsen skal være der i hverdagen for sine kolleger.
– Jeg bliver spurgt om mange ting, og jeg kan rigtig godt lide den kontakt, jeg har fået til dem, jeg er tillidsrepræsentant for.
Tillidsrepræsentanten er med i Samarbejdsudvalget, SU, som fremover skal holde sine møder i Gentofte. Det skyldes, at laboratoriet på Kyndbyværket har fået en ny plads i virksomhedens organisation og nu er tilknyttet DONG Energys vindmøllesektion.
Vindmøllesektionen er i kraftig udvikling, og i dag er DONG Energy førende på offshore vindkraft (havvindmølleparker).
– Men jeg har fortsat en uformel snak med virksomhedens ledelse på Kyndbyværket en gang hver måned. Det foregår sammen med de øvrige tillidsfolk på stedet. Jeg henvender mig også fortsat til den lokale chef, hvis der er opstået noget lokalt.
Laboratoriet laver analyserInger Stenbæk-Larsen er den ene af syv medarbejdere i laboratoriet. De fire er laboranter, to er kemoteknikere og én kemiingeniør.
Laboranterne står for analysearbejdet. Der foretages jævnligt analyser af smøreolien til gear i fødepumperne, turbineolier, samt af den olie, som er i transformerne.
– Vi analyserer også den olie, som anvendes i Dong Energys vindmøller, både gearolie og hydraulikolie. Vores analyser fortæller om slid på komponenter og nedbrydning af olien, fortæller hun.
Laboranterne gennemfører desuden analyser af procesvand, damp og fjernvarmevand. Vandet skal være helt rent og fri for salte (demineraliseret vand) for at undgå rustskader og huller i rørene. Huller i kedlerne kan være meget farligt, da kedlerne producerer damp ved meget høje tryk.
– Vi gennemfører analyser rutinemæssigt og ved nedbrud, for at fejlsøge. Kedler overvåges kontinuerligt af on-line målere, men der udføres kontrolanalyser af vand en gang om måneden, mens analyser af olie skal foretages en gang om året og ved havari, fortæller hun.
Laboranterne indberetter deres analyseresultater til databaser, vurderer resultaterne og udsender rapporter.
På andre af Dong Energys kraftværker har laboratorierne andre analysespecialer som for eksempel brændselsanalyser af olie, kul og biobrændsel.
Laboratoriet på Kyndbyværket er også driftslaboratorium og skal bistå med at finde årsager, når der opstår driftsproblemer.
– Vi deltager fra laboratoriet i morgenmøder, hvor afdelingerne orienterer hinanden. Måske har der været driftsproblemer om aftenen eller natten, hvor laboratoriet har været lukket, og det får vi besked om på morgenmødet, siger Inger Stenbæk-Larsen.
På Kyndbyværket arbejder ud over laboranter, kemiteknikere og kemiingeniør også smede, elektrikere, specialarbejdere, kontorpersonale, indkøbere, ingeniører og maskinmestre.
Oprettet: 19.01.12, kl. 13.08
Redigeret: 20.01.12, kl. 14.33 af Pia Trøigaard Jakobsen
Kort om Kyndbyværket
Kyndbyværket fra 1940 er et af Dong Energys ti centrale kraftværker. Det producerer elektricitet til det nordiske el-net i spidsbelastninger og i nødsituationer, når andre værker midlertidigt går ned.
I årene 1976-81 var Kyndbyværket Danmarks største. I dag fungerer værket med en samlet nettokapacitet på 670 Mega Watt (MW).
Værket består af to oliefyrede dampkraftanlæg med en ydeevne på hver 260 MW.
Den sidste del af værket består af to oliefyrede gasturbineanlæg på hver 63 MW. Hertil kommer nødstartanlæg, som producerer den nødvendige strøm til at få de store anlæg startet. Alle anlæg på Kyndbyværket anvender letolie (dieselolie) som brændstof.
Desuden har Kyndbyværket en 70 MW gasturbine, som er placeret på Masnedø. Kyndbyværket overvåger desuden en række mindre kraftvarmeværker på Sjælland samt DONG Energys havvindmølleparker i Danmark og England.
Kyndbyværket producerer også fjernvarme til nærliggende bebyggelser.
Ophavsret
Udgivet <19.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


