Fyret efter én dag på jobbet
|
|
Svenske Viola blev headhuntet til et job som assistent i et fotobureau, men blev fyret allerede dagen efter sin tiltræden. Hun var gravid, og det havde hun oplyst på sin første arbejdsdag. Ligebehandlingsnævnet har nu dømt virksomheden til at betale 100.000 kroner i godtgørelse. |
Det er forbudt at fyre medarbejdere på grund af graviditet eller barsel, og arbejdsgiveren bærer selv bevisbyrden, når en gravid medarbejder fyres. Sådan var det også for svenske Viola, som på sin første arbejdsdag oplyste, at hun var gravid. Dagen efter blev hun fyret.
– Jeg troede, det var min pligt at oplyse, at jeg var gravid. Først senere fandt jeg ud af, at det ikke var min pligt, fortæller Viola, som blev temmelig chokeret over fyringen.
Hun har bedt om ikke at få sit efternavn frem. Hun var ikke bekendt med, at man kun behøver oplyse om sin graviditet til en jobsamtale, hvis der mindre end tre måneder til termin.
– Fyringen kom som et chok, for vi kom så godt ud af det med hinanden. Jeg havde været i virksomheden tidligere som frivillig igennem halvanden måned. Men det kunne jeg ikke leve af, så jeg blev nødt til at tage et lønnet job, fortæller hun.
Da fotobureauet Confetti Images blev bedre kørende økonomisk, kontaktede indehaveren sin tidligere volontør og tilbød hende job. Viola startede 1. oktober sidste år som timelønnet assistent.
Det sidste man behøver
– Det var min drøm, der gik i stykker dagen efter. Jeg var lige flyttet til Danmark og havde fået lejlighed sammen med min kæreste. Jeg troede, at jeg havde fået et godt job, og at jeg var ønsket i virksomheden. Jeg var blevet gravid, og det var fantastisk. Det sidste, man behøver i den situation, er at blive fyret, siger Viola.
Hun måtte gå den tunge gang til Helsingør Kommune, som bevilgede kontanthjælp. HK it, medie & industri har ført sagen for Viola. Under sagsbehandlingen har virksomheden påstået, at det var dårlig økonomi, som var årsag til fyringen, men den hoppede Ligebehandlingsnævnet ikke på. Nævnet finder i sin afgørelse, at der er »tæt tidsmæssig sammenhæng mellem meddelelse om graviditet og afskedigelsen« .
– Hvis økonomien vitterligt var dårlig, hvorfor så opfordre mig til et job, siger Viola, som siden har kunnet følge virksomheden og ansættelsen af en elev.
Godtgørelsen på 100.000 kroner svarer til seks måneders løn. En del af jobbet hos fotobureauet bestod i at oversætte tekster til hjemmesider. Her kunne Viola anvende sine sprogkundskaber i svensk og sin magistergrad i engelsk.
– Efter fyringen stod jeg uden noget. Jeg havde lige sagt et job op, for at starte på det nye, og jeg havde ingen penge. Det er ikke rart, når man venter barn, siger Viola.
Hun fødte sønnen William den 3. juni i år. Virksomheden Confetti Images gik konkurs den 1. april.
Af Ulla Nygaard - Foto: Sonja Iskov
Oprettet: 13.10.09, kl. 09.42
Redigeret: 20.10.09, kl. 08.34 af Mia Mørch
Ophavsret
Udgivet <13.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


