Lønkravene oversat til russisk
Når tillidsrepræsentant for HK’erne på NLMK DanSteel A/S Jytte Schow Rasmussen forhandler med direktøren, medbringer hun et skriftligt oplæg, der er oversat til russisk.
– Min forberedelse er i orden. Jeg kan fremvise hver eneste relevante stillingsbetegnelse i lønstatistikken til sammenligning med vores, og det nyder jeg anerkendelse for, siger hun.
NLMK DanSteel A/S i Frederiksværk har russiske ejere og er arbejdsplads for cirka 400 medarbejdere. Godt halvdelen af de 26 administrative medarbejdere er organiseret i HK, og dem er Jytte Schow Rasmussen tillidsrepræsentant for.
Hun påtog sig opgaven som tillidsrepræsentant med det ene klare sigte at få lønnen hævet.
– Lønnen var utrolig lav, da jeg startede i 2005. Men jeg havde søgt jobbet for at få en kort transportvej til arbejde, mens min mand levede. Han var meget syg, og jeg havde brug for at kunne forlade arbejdspladsen pludseligt, for at tage hjem.
Jytte Schow Rasmussen arbejder som produktionsplanlægger og opfølger. En af hendes fornemmeste opgaver er at sikre, at de færdige stålplader bliver leveret til tiden. Det er et stærkt konkurrenceparameter for virksomheden.
Jytte Schow Rasmussen kan lide sit job, men hun vil også gerne have nye udfordringer.
– Jeg er ved at være klar igen og vil gerne påtage mig nye opgaver. Men det skal koste, siger den garvede forhandler.
I forbindelse med etableringen af NLMK Europe og en forestående udvidelse af produktionsanlægget, er der mulighed for nye, arbejdsmæssige udfordringer, mener Jytte Schow Rasmussen.
Kursus i krisetider
Stålpladeproducenten i Frederiksværk mærker også den økonomiske krise. Produktionen var nedadgående i 2010, og der var røde tal på bundlinjen. Derfor bliver der ikke givet så heftige lønstigninger som i de første år af Jytte Schow Rasmussens karriere som tillidsrepræsentant.
Hun startede på knapt 20.000 kroner om måneden og nærmer sig efterhånden de 30.000. Hun har også forhandlet betalt frokost igennem til de administrative.
– Det er jeg da tilfreds med. På det seneste har vi ikke fået ret store lønstigninger, kun omkring 2,5 procent. Noget er givet individuelt, hvor lokale chefer kan honorere en god indsats.
Jytte Schow Rasmussen er stolt af at fremhæve en gestus over for de administrative medarbejdere:
– I stedet for afskedigelser har vi på skift været på kursus, mens vi har haft lidt mindre at lave. Det betyder, at vi er blevet dygtigere. Det er flot af virksomheden at give os muligheden, og selvfølgelig er det også flot, at vi får offentlige tilskud til en stor del. Jeg anede ikke, at der fandtes så gode vilkår for at få efteruddannelse, siger hun.
En travl karriere
Selvom Jytte Schow Rasmussen har passeret de 60, går hun ikke og ser hen til pensionisttilværelsen. Tværtimod! Hun har mere, hun skal nå i sit arbejdsliv, selvom hvervet som tillidsrepræsentant kræver sin kvinde.
– Det er et knoklearbejde. Man skal være moden, velforberedt og en god forhandler. Og man skal have forståelse for virksomhedens situation, siger tillidsrepræsentanten, som alligevel gerne vil noget mere.
– Jeg har ikke konkrete ønsker om at ville det eller det. Men jeg vil gerne udfordres, og sådan har jeg haft det igennem hele mit arbejdsliv. I gennemsnit har jeg vel været i et job i fire år. Det er dog ikke sådan, at jeg har skiftet virksomheden ud hver gang, jeg har skiftet job, fortæller hun.
Igennem årene har Jytte Schow Rasmussen også arbejdet i skattevæsenet, inden for emballageindustrien, medicinalindustrien og turisterhvervet.
Forberedelse er nøgleordet
Blandt mange spændende opgaver i karrieren arbejdede Jytte Schow Rasmussens som leder af et EU-projekt på Lolland.
Det havde til formål at fremme turisme og skabe vækst og beskæftigelse på den nordlige del af sydhavsøen. På Kragenæs fik hun på seks år skabt en attraktiv havn, et turistkontor og en ny campingplads, som tiltrak flere turister.
Markedsføring, deltagelse i messer, samarbejde med andre havne, lokale handlende og virksomheder skabte liv og job. Men da projektet sluttede, var forpagtningsaftalen for campingpladsen ikke attraktiv nok for Jytte Schow Rasmussen. Hun rejste tilbage til Sjælland.
– Det var en fantastisk periode. Jeg blev udvalgt blandt 73 ansøgere, og heraf var kun to kvinder. Men jeg var godt forberedt til jobsamtalen. Al ting handler om forberedelse: Når du søger job, når du forhandler løn, når du er tillidsrepræsentant og når du søger nye udfordringer, siger Jytte Schow Rasmussen.
Tekst: Ulla Nygaard - Foto: Sonja Iskov.
Gå videre til...
NLMK DanSteel A/S – kort fortalt
Cirka 400 medarbejdere arbejder på NLMK DanSteel A/S i Frederiksværk. Virksomheden overtog i 2002 dele af Det Danske Stålvalseværk A/S, som har historie tilbage til 1940.
Sidst på sommeren 2011 fik DanSteel A/S i Frederiksværk nyt navn og blev til NLMK DanSteel A/S.
Navneskiftet kom i forbindelse med, at det russiske moderselskab NLMK dannede NLMK Europe efter opkøb af stålvalseværker.
NLMK Europe Pladedivision består nu af tre stålvalseværker i Europa. Foruden i Danmark også i Belgien og Italien. I alt består NLMK Europe af seks virksomheder og beskæftiger cirka 3.000 medarbejdere, hvoraf de cirka 400 arbejder i danske Frederiksværk.
På verdensplan beskæftiger NLMK 60.000 medarbejdere i Rusland, Europa og USA. Koncernen havde en produktion på 11.500.000 ton stål i 2010, og det gav en omsætning på 8,4 mia. US dollar, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
I 2010 leverede NLMK til kunder i 70 lande. Selskabet er børsnoteret i London.
Stål til det store
NLMK DanSteel A/S producerer og sælger stålplader fra råstål, det såkaldte slabs. De færdige stålplader til skibe, vind-mølletårne, broer, offshore-anlæg og andre store konstruktioner samt til kedler og entreprenørmaskiner udskibes fra virksomhedens egen havn i Frederiksværk.
Stålpladerne produceres efter mål og præcise egenskaber, og de kan veje op til 30 ton stykket.
Slabs produceres og fragtes fra NLMK’s OJSC Novolipetsk Steel, som ligger 500 km syd for Moskva i Rusland, til virksomhedens havn i Frederiksværk.
Udvider i Frederiksværk
I efteråret 2011 etableres en ny transformatorstation hos NLMK DanSteel A/S. Den skal forsyne en kommende såkaldt valsestol fra august/september 2012 – en investering til 600 millioner danske kroner.
Det kommende produktionsanlæg bliver den mest moderne valsestol i Europa, og den vil kunne producere stålpladser i op til fire meters bredde, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
Oprettet: 18.11.11, kl. 13.33
Redigeret: 22.11.11, kl. 13.14 af Jane Rigtrup
Ophavsret
Udgivet <18.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


