Aldersdiskrimination koster kassen
|
|
Det er ikke bare ulovligt, men også en dyr affære at fyre en medarbejder alene på grund af alder. Det viser den første dom på området, som er vundet af HK. |
Af Dorte Schmidt
Aldersdiskrimination koster kassen
Det er ikke bare ulovligt, men også en dyr affære at fyre en medarbejder alene på grund af alder. Det viser den første dom på området, som er vundet af HK. Allerede nu er HK Service Hovedstaden i fuld gang med at bruge dommen til at stoppe andre arbejdsgivere, der vil skille sig af med ældre ansatte.
Du er fyret på grund af alder.
Den meddelelse modtog et medlem af HK et par måneder før hun kunne fejre sin 65 års fødselsdag.
Men med hjælp fra HK Service Hovedstaden har kvinden nu fået en klækkelig erstatning for den ulovlige fyring.
Københavns Byret har tilkendt kvinden en erstatning på ni måneders løn svarende til 250.000 kroner. Erstatningen er kommet hendes arvinger til gode. For desværre levede hun ikke selv så længe, at hun kunne opleve den endelige dom i sagen.
- Dommen slår ikke alene fast, at det helt klart er ulovligt at diskriminere på grund af alder. Erstatningens størrelse understreger samtidig, at sager om aldersdiskrimination skal tages lige så alvorligt, som når kvinder bliver sagt op som følge af graviditet. Derfor er det en stor sejr, siger faglig chef Steen Preisler, der har taget sig af sagen for HK Service Hovedstaden.
Ansat som vikar
Selv om kvinden blev fyret, havde arbejdsgiverne stadig brug for hendes arbejdskraft. Så hun fortsatte i sit job, men nu som vikar med en langt ringere beskyttelse end hendes 20 års anciennitet ellers berettiger til.
Ifølge dommen er der derfor ingen tvivl om, at kvinden blev udsat for reel forskelsbehandling, da hun blev afskediget og genansat i et tidsbegrænset vikariat. Og derfor har hun i følge forskelsbehandlingsloven også krav på en godtgørelse.
Til gengæld har retten ikke taget stilling til, hvorvidt det er lovligt at have aftaler om en bestemt fratrædelsesalder.
Arbejdsgiveren havde opsagt kvinden under henvisning til personalehåndbogens bestemmelser om, at medarbejdere fratræder deres stilling, når de når pensionsalderen. Men da personalehåndbogen samtidig sætter pensionsalderen til 67 år, er der efter rettens mening ikke indgået en aftale om, at medarbejdere kan fyres, når de fylder 65 år.
EU bestemmer
Ifølge forskelsbehandlingsloven i Danmark er det lovligt at indgå individuelle eller kollektive aftaler om, at ansættelsesforholdet ophører, når lønmodtagere fylder 70 år. Aldersgrænsen har tidligere været 65 år, men blev sat op til 70 år fra 1. januar i år.
Men oprindeligt er forskelsbehandlingsloven ikke en dansk opfindelse, men resultatet af et EU-direktiv om ligebehandling.
- Så om de danske aldersgrænser er i strid med EU-reglerne eller ej, er altså stadig et åbent spørgsmål, siger Steen Preisler, der ser frem til før eller siden at få det spørgsmål afprøvet ved EF-domstolen.
- Det sker den dag en 70-årig, der er blevet fyret på grund af alder, vil have sagen prøvet ved domstolene, siger han.
Ulovlige aftaler
Under alle omstændigheder er det ifølge den danske lovgivning i princippet ikke længere tilladt at fyre medarbejdere på grund af alder, før de er fyldt 70 år. Eneste undtagelse er, hvis arbejdspladsen er omfattet af en overenskomst, hvor en lavere aldersgrænse endnu ikke er blevet afskaffet.
I overenskomster, der er indgået efter 1. januar i år, er det ikke længere tilladt at aftale regler om fratræden på grund af alder før de 70 år.
- Det betyder, at alle andre aftaler om, at medarbejdere skal fratræde, når de for eksempel fylder 65 år, ikke længere er lovlige, understreger Steen Preisler.
Flere sager
HK Service Hovedstaden får jævnligt henvendelser fra medlemmer, der er blevet fyret på grund af alder. I øjeblikket forhandler afdelingen blandt andet med BUPL, der netop har været igennem en større nedskæringsrunde med fyringer og aftaler om frivillig fratrædelse. Fælles for de medarbejdere, der nu skal forlade deres job, er, at de alle er over 58 år.
- Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge, om fyringerne rent faktisk er sagligt begrundede eller om der er tale om aldersdiskrimination, forklarer Steen Preisler.
|
Aldersdiskrimination forbudt Ifølge forskelsbehandlingsloven er det forbudt at diskriminere på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Formuleringen i Loven om forbud mod forskelsbehandling er klokkeklar: ”En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.”
Det betyder, at det er ulovligt, hvis en arbejdsgiver siger nej til at ansætte dig alene på grund af din alder. Lige så ulovligt er det at fyre dig fra dit job på grund af alder. Du kan finde både forskelsbehandlingsloven og EU direktivet om ligebehandling på www.retsinfo.dk |
Oprettet: 01.12.08, kl. 09.22
Redigeret: 01.12.08, kl. 09.29 af Susanne Åsbjerg Petersen
Ophavsret
Udgivet <01.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



