Jobbet fyldte hele mit liv
|
|
Efter flere år med en gennemsnitlig arbejdstid på over 52 timer om ugen hos 3x34 Transport, besluttede Gitte Carlsson, at hun i fremtiden også ville have tid til sig selv. Det fik firmaet til i stedet at fyre hende. |
Af Dorte Schmidt
Overtrædelse af Arbejdstidsloven. Overtrædelse af Loven om ansættelsesbeviser. Brud på overenskomsten. Manglende overtidsbetaling. Usaglig opsigelse.
Alle punkter er med på HK Services liste over den uacceptable behandling, som transportfirmaet 3x34 har udsat en ellers trofast og yderst fleksibel medarbejder for.
- Vi har flere gange forsøgt at forhandle os frem til en rimelig godtgørelse til Gitte for den ulovlige og overenskomststridige behandling. Men forgæves. Så nu må sagerne i stedet gå deres gang ved henholdsvis domstolene og i det fagretslige system, forklarer faglig sekretær Hanne G. Jensen, der tydeligvis er rystet over, at et firma kan finde på at behandle sine medarbejdere så dårligt.
Er mellemleder
Gitte Carlsson bliver ansat i 3x34 i januar 2004 og har lige siden tilbragt mere end de normale 37 timer om ugen i firmaets hovedkontor i Glostrup.
- Jeg elskede mit arbejde og har nok altid haft svært ved at sige nej, når jeg kan se, der er brug for en ekstra hånd, siger hun.
I første omgang er hun fuldtidsansat som telefon- og servicemedarbejder, indtil hun i sommeren 2005 bliver ansat i firmaets kundecenter. På papiret er arbejdstiden nu kun 30,5 timer om ugen, men det betyder ikke, at hun så også arbejder mindre. For ved siden af deltidsstillingen fortsætter hun med at løse andre opgaver. Det samme gælder, da hun i maj 2005 avancerer til en stilling som den ene af de i alt tre mellemledere i firmaets kundecenter.
Jobbet indebærer, at hun fungerer som leder af kundecentret om aftenen og natten, hvor alle andre chefer holder fri.
|
|
- Tænd at blive udsat for sådan en behandling, når man i flere år har knoklet, som jeg har gjort det, siger Gitte Carlsson. |
Har aldrig fri
Gitte knokler for at nå så meget som muligt. Hun passer kundecentret. Hun afløser i receptionen, når der er brug for det. Hun hjælper til på kontoret. Hun løser tasteopgaver. Ofte arbejder hun så meget, at hun er væk hjemmefra i flere dage og må sove på en sofa på arbejdspladsen.
- I starten var det egentlig i orden med mig. For jeg var så glad for jobbet. Men efterhånden blev det for stort et pres. For jeg havde jo stort set aldrig fri, fortæller hun.
Og at det er korrekt fremgår med al ønskelig tydelighed af hendes lønsedler. Ifølge dem har hun i gennemsnit arbejdet 52,5 timer om ugen i 2006 og næsten 53 timer om ugen i 2007.
Det er en klar overtrædelse af Arbejdstidsloven, som fastslår, at den gennemsnitlige arbejdstid højst må være 48 timer om ugen i en periode over 4 måneder.
- At det rent faktisk ikke er lovligt, at en arbejdsgiver lader en medarbejder arbejde så meget, var jeg ikke klar over. Men jeg forstår det godt. For det var for hårdt, siger Gitte.
Sygemeldt
I november 2007 skal Gitte gennem en større operation på sygehuset. Inden da har hun i flere måneder taget ekstra vagter for de to øvrige mellemledere, så de kan arbejde mere, mens hun er væk. Det er stort set første gang, hun er sygemeldt, siden hun blev ansat.
Ledelsen har på forhånd accepteret, at hun er sygemeldt i en periode, og mens hun er syg, får hun kun løn for de 30,5 timer hun arbejder ifølge ansættelseskontrakten. Også selv om hun i flere år har haft en arbejdstid på over 50 timer om ugen.
Desværre støder der komplikationer til efter operationen, så Gitte er sygemeldt indtil midten af februar. Stort set samtidig beslutter hun, at hun ikke længere vil arbejde så meget. Hun vil nøjes med at passe sin mellemlederstilling. På samme måde som de to øvrige mellemledere gør det.
Men i stedet bliver hun i marts fyret på gråt papir. Firmaets begrundelse er klager fra vognmænd og kolleger, misbrug af firmaets tillid, en modvillig holdning og et kraftigt stigende fravær.
Ingen dokumentation
HK Service Hovedstaden har naturligvis bedt om at se dokumentation for anklagerne, men det kan firmaet øjensynlig ikke skaffe. Gitte har da heller ikke hørt om dem nogensinde før, ligesom hun aldrig har fået noget, der bare ligner en advarsel.
- Derfor er der ingen tvivl om, at der er tale om en usaglig fyring. Og det skal Gitte have en godtgørelse for, fastslår HK Services faglige sekretær.
Hanne understreger også, at den fratrædelsesgodtgørelse, som 3x34 forsøgte at få Gitte til at underskrive, langt fra er nok.
Firmaet ville spise Gitte af med en godtgørelse på 15.000 kroner og forventede så i øvrigt, at hun ville fortsætte med at arbejde i opsigelsesperioden og først fratræde ved udgangen af juli 2008.
|
- Desværre er Gitte ikke det eneste medlem, der har fået en dårlig behandling af 3x34. Jeg forstår faktisk ikke, at en arbejdsgiver vil være det bekendt, siger Hanne G. Jensen. |
|
Brød sammen
- Jeg var fuldstændig knust, da jeg fik fyresedlen. Jeg tudede i flere dage. Tænk at blive sådan svinet til, når man i flere år har knoklet, som jeg har gjort det. Og når de nu åbenbart mener, jeg er så dårlig en medarbejder, er det da helt uforståeligt, at de alligevel vil have mig til at fortsætte mit arbejde, hvor jeg sidder alene og har så stort et ansvar i flere måneder, før jeg skal have det endelige spark ud i kulden, siger Gitte.
Alligevel blev hun ved med at gå på arbejde indtil påske. Men til sidst blev det for hårdt. Gitte brød sammen og blev sygemeldt.
Efter et par uger gik hun i gang med at lede efter et andet job, og det viste sig, at der var masser af arbejdsgivere, der gerne vil have hende. Så nu har hun også selv sagt sit job hos 3x34 op. I dag er hun ansat som hjemmehjælper og i gang med at tage en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
Sagerne kører
Imens er de mange overtrædelser af lovgivning og overenskomst nu overgivet til videre behandling. Lovovertrædelserne og det civile søgsmål tager HK's advokat sig af. Der vil sandsynligvis blive stillet krav om en erstatning på mellem 600.000 og 800.000 kroner.
Oprettet: 27.10.08, kl. 13.02
Redigeret: 28.10.08, kl. 10.04 af Susanne Åsbjerg Petersen
Ophavsret
Udgivet <27.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.





