Når arbejdsgiveren regner forkert
|
|
Ifølge den første dom på området, skal du kunne stole på de beregninger om barselsorlov, som din arbejdsgiver aftaler med dig. Og har arbejdsgiveren regnet forkert, så dagpengene stopper før tiden, er det arbejdsgiveren, der skal betale i stedet. |
Af Dorte Schmidt
Christina Ahn og hendes mand er ansat på samme arbejdsplads, da hun føder en dreng, og parret skal aftale, hvordan barselsorloven skal forløbe.
Som bekendt kan reglerne være noget af en jungle at finde rundt i, så parret beder deres arbejdsgiver om at regne det hele ud for dem.
Resultatet er en aftale mellem forældrene og arbejdsgiveren, som sort på hvidt fastslår, at Christina holder barselsorlov i 14 uger og forældreorlov med løn i 10 uger. Derefter følger 22 uger med forældreorlov på dagpenge, som slutter den 1. juni 2006.
Samtidig får hendes mand 10 ugers forældreorlov.
Og så skulle alt jo være i den skønneste orden.
Dagpengene stopper
Derfor kommer det også som noget af en overraskelse, da kommunen pludselig stopper udbetalingen af dagpenge allerede den 19. april. På det tidspunkt har kommunen nemlig betalt de dagpenge i forbindelse med barsel, som den har pligt til.
Det viser sig, at arbejdsgiveren ganske enkelt har regnet forkert. Så nu står Christina uden indtægt i den sidste halvanden måned af sin barsel.
HK Service Hovedstaden går ind i sagen og beder arbejdsgiveren om at betale de over 20.000 kroner, som familien nu mangler i deres budget.
- For det kan jo ikke passe, at man ikke kan regne med arbejdsgiverens beregninger. Når firmaet har regnet forkert, må de også betale det, der mangler, forklarer faglig sekretær Peter Andersen, der har taget sig af sagen i HK Service.
Sagen er vundet
Men firmaet fralægger sig nu ethvert ansvar. Og efter en del skriverier frem og tilbage går HK's advokat ind i sagen, som ender med, at HK i februar 2007 stævner firmaet med krav om betaling af det manglende beløb.
I oktober i år falder der dom i Københavns Byret.
HK får medhold, og arbejdsgiveren dømmes til inden 14 dage at betale præcis 22. 491 kroner til Christina samt 9.000 kroner i sagsomkostninger.
Retten er nemlig heller ikke i tvivl om, at hun med den skriftlige aftale med firmaet kunne føle sig sikker på, at få dagpenge i hele den periode, som arbejdsgiveren har lovet hende. Og når den periode så er længere, end reglerne for dagpenge foreskriver, har arbejdsgiveren også pligt til at betale differencen.
Oprettet: 01.12.08, kl. 09.32
Redigeret: 01.12.08, kl. 09.38 af Susanne Åsbjerg Petersen
Ophavsret
Udgivet <01.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



