Du er her: hk.dk > HK Service Hovedstaden > Faglige sager > Syg af chikane


Medlemsblad & Kursuskatalog

Læs kursuskataloget her


Læs medlemsbladet her


HK Service Hovedstaden

Artillerivej 30
Postboks 333
0900 København C

Tel. 3330 2955
Fax. 3330 2851

Send en mail til afdelingen

Personlige henvendelser uden forudgående aftale:

Mandag - torsdag 9 - 15
Tirsdag 9 - 17
Fredag 9 - 13

Mød os også på kontoret:

Rønne
Paradisvej 3
3700 Rønne
Tlf. 5695 0608


Syg af chikane

 

Efter at have oplevet måneders chikane fra sin chef hos 3x34 Transport bryder 26-årige Ninna Hesselberg sammen den 25. april. Fire måneder senere bliver hun fyret på grund af sygdom. Uden nogen form for godtgørelse eller undskyldning fra firmaets side.

Af Dorte Schmidt

Ninna Hesselberg er glad for sit arbejde hos 3x34 i Glostrup. Men hun er den eneste kvinde på lageret, og som tiden går, bliver hendes chef mere og mere vredladen og kolerisk. Han råber dagligt af hende og latterliggør hende overfor kollegerne, ligesom han indirekte beskylder hende for at tage af kassen. En dag bliver han så hidsig over, at hun henter mad til kollegerne og sig selv, at han ikke bare overfuser hende, men tager voldsomt fat i hende og rusker hende.

Ninna bryder grædende sammen og begynder for alvor at blive bange for ham.

I strid med alle regler
Efter en sygemelding på grund af lungebetændelse får hun i midten af april besked på, at hun i fremtiden skal aflevere en lægeerklæring fra første sygedag. Ellers vil hun blive bortvist.

Ninna er enlig mor til to børn, og da det ene barn kort tid efter bliver syg, ringer hun for at sige, at hun holder barns første sygedag.

Skønt det er i strid med alle regler, forlanger hendes chef nu at få en lægeerklæring om barnet. Ellers vil hun blive bortvist. Og Ninna er så usikker og bange for at miste sit job, at hun øjeblikkeligt ringer til sin læge.

Men i modsætning til lagerchefen er lægen inde i reglerne, så Ninna får ikke alene at vide, at arbejdsgiveren naturligvis ikke kan forlange at få lægeerklæring, fordi hendes barn er sygt. Hun erfarer også, at arbejdsgiveren ikke har lov til at forlange at få en lægeerklæring fra første sygedag.

Syg af at arbejde
Da Ninna kommer tilbage på arbejde, er hun utryg og bange. Hun har kold­-sved og dårlig mave, så om eftermiddagen tager hun til sin læge, hvor hun bryder helt sammen. Lægen sygemelder hende med øjeblikkelig virkning. Samtidig bliver hun henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik.

- Lægen var ikke i tvivl om, at jeg var blevet syg af chikanen. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde mig helt væk fra arbejdspladsen og ikke have nogen som helst kontakt med min chef mere, fortæller hun.

Arbejdsmedicinsk Klinik har senere givet Ninnas læge medhold: Ninna er alene sygemeldt som følge af den psykiske belastning, hun har været udsat for på sin arbejdsplads.

Lagerchefen reagerer på sygemeldingen ved at skrive endnu en advarsel til Ninna, og hun sender ham en lægeerklæring, som hun forsøger at aflevere med et bud få dage efter. Men den kommer retur, da hendes chef nægter at modtage den. Samtidig beskylder han Ninna for at arbejde sort og senere bagtaler han hende overfor medarbejderne i firmaets kundecenter.

Den dag i dag er Ninna stadig nervøs og utryg ved tanken om at møde ham tilfældigt et eller andet sted. For eksempel når hun er ude at handle i Glostrup.

Fyret
Faglig sekretær fra HK Service, Hanne G. Jensen, holder et møde med firmaet i august for at finde en løsning på sagen.

- Vi bliver enige om, at en fratrædelsesaftale er den eneste løsning. Og så regner jeg ellers med, at vi skal mødes igen senere og aftale detaljerne, siger Hanne, der altid lægger vægt på at få en god dialog med arbejdsgivere og så vidt muligt at indgå et forlig, som alle parter er tilfredse med.

Men sådan kommer det ikke til at gå. For få dage efter modtager Ninna sin afskedigelse. Og heller ikke denne gang har ledelsen i 3x34 styr på reglerne.

Firmaet henholder sig til nemlig til 120-dages reglen, som betyder, at man kan opsige en medarbejder med kun en måneds varsel, hvis medarbejderen i løbet af det sidste år har haft 120 sygedage. Men opsigelsen skal vel at mærke ske i umiddelbart tilknytning til udløbet af de 120 dage. Og da Ninna på det tidspunkt har været sygemeldt i langt mere end 120 dage, kan reglen ikke bruges.

- Samtidig er det helt urimeligt at afskedige hende på grund af en sygdom, som alene skyldes firmaets egen chikanerende opførsel. Det hører ingen steder hjemme. Faktisk viser Ninna en stor vilje til at få løst problemet. Blandt andet ved at møde op på arbejdspladsen til en forhandling, skønt hun er rystende nervøs for at møde sin chef, siger Hanne G. Jensen.

Ingen kommentarer
HK Service har kontaktet 3x34 Transports ledelse, for at høre firmaets forklaring på fyringerne af Gitte Carlsson og Ninna Hesselberg. Men firmaet ønsker ikke at medvirke.
- Så længe, der er tale om verserende sager, har vi ingen kommentarer, siger direktør Lotte Jensen

Har det dårligt
I betragtning af at Ninna er blevet syg af at gå på arbejde, mener Hanne ikke, der kan være tvivl om, at opsigelsen er usaglig og derfor bør udløse en godtgørelse.

Derfor har hun nu sendt sagen videre til Afskedigelsesnævnet, og håber på, at nævnet er enig med HK.

For Ninna er det vigtigste, at andre ikke bliver udsat for samme chikanerende adfærd i fremtiden.

- Derfor vil jeg heller ikke indgå et forlig, som betyder, at jeg bagefter ikke må tale om sagen. Det er vigtigt, at den slags kommer frem, siger hun, der stadig er sygemeldt.

- Jeg har det stadig rigtig dårligt. Det er bestemt ikke en rar måde at forlade en arbejdsplads på, siger hun, der også er ked af, at hun aldrig har fået sagt ordentligt farvel til sine tidligere kolleger.

- Jeg forstår stadig ikke, hvordan voksne mennesker kan opføre sig sådan, siger hun.

3x34 har senere erkendt, at Ninna ikke kan fyres med kun en måneds varsel. Så hun er stadig ansat i firmaet indtil udgangen af november.

Værd at vide om lægeerklæringer
Ifølge Sygedagpengeloven kan arbejdsgiveren tidligst forlange, at en medarbejder går til læge for at få en lægeerklæring på den fjerde sygedag. Søn- og helligdage tælles ikke med.

Er der tale om særlige omstændigheder, kan en arbejdsgiver forlange, at lægeerklæringen udstedes på første sygedag. Men det kræver, at lægen er enig i, at der er tale om særlige omstændigheder, og at arbejdsgiveren på forhånd skriftligt har sendt lægen en anmodning, som skal indeholde en opregning af tidligere sygdomsperioder.

Oprettet: 27.10.08, kl. 13.32

Redigeret: 28.10.08, kl. 10.18 af Susanne Åsbjerg Petersen


Ophavsret

Udgivet <27.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.