Det kan også ske for dig
|
En brækket arm har ikke alene kostet Lesley Hansen jobbet. Komplikationer betyder, at hun nu også må gå fra hus og hjem. Vejen til den store sociale nedtur i Danmark er ofte kortere, end de fleste tror. |
|
Af Dorte Schmidt
Hører du til en af de mange, der tror, at vores sociale sikkerhedsnet er så finmasket, at det nok skal redde dig, hvis du bliver syg eller kommer ud for en ulykke? Så kan du godt tro om igen.
Sandheden er, at vores sociale system bliver mere og mere udhulet. Der skal ikke længere ret meget til, før det kan gå så grueligt galt i Danmark.
En brækket arm
Som det for eksempel er tilfældet for Lesley Hansen, der efter en arbejdsulykke nu må gå fra hus og hjem, og som ikke aner, hvornår hun igen kan få sin økonomi til at hænge sammen.
En brækket arm, der ikke vil vokse ordentlig sammen, kostede hende i første omgang jobbet. Og nu er hendes og de to store børns hjem også solgt.
Før Arbejdsskadestyrelsen kommer med en afgørelse i sagen, får Lesley ingen penge fra forsikringen. Og en afgørelse kommer der ikke, før lægerne er i stand til at vurdere, hvilke varige skader hun skal leve videre med.
- Det er meget frustrerende med al den usikkerhed. Jeg forstår ikke, hvorfor reglerne skal være så besværlige at have med at gøre. Før det her skete, troede jeg selvfølgelig, at man får masser af hjælp, når man pludselig ikke kan klare sig selv, siger hun, der i over et år har skullet få husholdningsbudgettet til at hænge sammen med kun sygedagpenge.
Kan ikke arbejde
47-årige Rashid er havnet i en lige så umulig situation efter et fald på en trappe, hvor han har slået ryggen. I forvejen har han været ude for flere trafikuheld, hvor han er blevet påkørt bagfra. Han har en diskosprolaps i nakken og lever med så konstante smerter, at han ikke er i stand til at arbejde mere end 3-4 timer om dagen.Fra Arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital er meldingen klar: ”Patienten har helt oplagt en varig og betydende arbejdsevnenedsættelse i ethvert erhverv.”
Og hos Kræftens Bekæmpelse, hvor Rashid arbejder som laborant, er man heller ikke i tvivl.
- Han er så forpint efter 3-4 timer, at det er tydeligt for enhver, at han ikke kan arbejde mere, siger HR-chef Charlotte Dehlie.
Ud i ledighed
Alligevel afslog Københavns Kommune at godkende Rashid til fleksjob i december sidste år og stoppede samtidig for refusionen af dagpenge.
Siden har Rashid arbejdet på nedsat tid, mens både han og Kræftens Bekæmpelse har ventet på en afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet.
- Vi har valgt at fastholde en dygtig medarbejder og god kollega så længe, fordi vi var overbeviste om, at Beskæftigelsesankenævnet ville ændre Københavns Kommunes afgørelse, forklarer Charlotte Dehlie.
Men trods lægernes erklæringer og arbejdspladsens vurdering af arbejdsevnen mener også ankenævnet, at Rashid er rask og sagtens kan passe et almindeligt job.
Derfor er Kræftens Bekæmpelse nu tvunget til at fyre ham. Rashid ryger ud i arbejdsløshed og økonomisk ruin, som han så må tackle ved siden af sin sygdom og kroniske smerter.
Det bliver værre
HK Service Hovedstaden får hele tiden henvendelser fra medlemmer, der af den ene eller anden grund er kommet i klemme på grund af sygdom eller ulykke.
- Det er rystende at opleve, hvor hurtigt det kan gå ned ad bakke for almindelige mennesker i vores velfærdssamfund, siger afdelingsformand René Knudsen, der ikke er i tvivl om, at det bliver endnu værre.
- Med de nye regler om, at ledige kun kan få dagpenge i to år, er der ingen tvivl om, at vi snart vil se endnu flere triste skæbner, siger han.
Læs historierne om Lesley og Rashid i afdelingens ny blad, som du finder her.
.
Oprettet: 25.08.10, kl. 13.51
Redigeret: 25.08.10, kl. 14.11 af Dorte Schmidt
Ophavsret
Udgivet <25.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



