Nu SKAL 50 %-reglen væk
Overenskomstforhandlingerne skal resultere i en klar plan for, hvordan vi får afviklet 50 %-reglen. Ellers kan vi ikke stemme ja til den.
Det fastslår afdelingsformand René Knudsen i HK Service Hovedstadens medlemsblad, hvor han også opfordrer alle til at forklare venner, kærester, ægtefæller og – ikke mindst – kolleger fra andre faggrupper, hvorfor HK’erne ikke længere vil finde sig i den urimelige regel.
- Selvom det både er uretfærdigt og diskriminerende, holder godt 170 virksomheder under HK Service Hovedstaden stadig krampagtigt fast i, at de ikke vil lade landsoverenskomsten gælde, med mindre vi kan dokumentere, at mindst halvdelen af de HK-ansatte også er medlem hos os. Vi har besøgt og talt med dem alle, men desværre uden at komme nogle vegne, forklarer René Knudsen i det nye nummer af HK Service Hovedstaden.
- Derfor er der også kun en vej at gå: 50 %-reglen skal afskaffes. Ikke alene fordi den er uretfærdig. Den undergraver også den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler løn- og arbejdsvilkår. I Danmark bliver en stor det af EU’s regler nemlig gennemført via overenskomsterne.
I dag er trefjerdedele af alle erhvervsaktive danskere dækket af en overenskomst. Men det tal skal ikke blive ret meget mindre, før EU sandsynligvis vil forlange, at reglerne gennemføres ved hjælp af lovgivning i stedet, understreger afdelingsformanden.
Et levn fra industrisamfundet
50 %-reglen er et levn fra 1948, hvor HK indgik sin første landsoverenskomst. Dengang fik arbejdsgiverne trumfet igennem, at overenskomsten kun skulle gælde i den enkelte virksomhed, hvis HK kunne dokumentere, at 50 procent af de funktionæransatte var organiserede i HK.
I dag er tiden for længst løbet fra den form for forskelsbehandling på et arbejdsmarked, hvor der mindst lige så mange HK-ansatte på landet arbejdspladser som for eksempel industriarbejdere.
Derfor er 50 %-reglen så uretfærdig
50 %-reglen diskriminerer HK’ere, så de ikke kan få en overenskomst på samme måde som andre faggrupper.
Kort fortalt har den følgende konsekvenser:
• Når en virksomhed er meldt ind i en arbejdsgiverorganisation med en landsoverenskomst, er alle andre medarbejdere end lige netop HK’erne omfattet af den.
• Som den eneste faggruppe overhovedet skal HK’erne først dokumentere, at mindst halvdelen af de ansatte på HK-området er medlem af HK, før overenskomsten gælder.
• Det betyder, at når for eksempel et hotel melder sig ind i Horesta eller et speditionsfirma melder sig ind i HTS under Dansk Industri, er alle andre faggrupper automatisk dækket af en overenskomst, mens HK’erne må kigge i vejviseren efter at få de samme rettigheder.
• Det rammer omkring 100.000 HK’ere, der på grund af reglen ikke har samme krav på for eksempel overtidsbetaling, feriefridage, pension og løn under og barsel, som deres kolleger fra andre faggrupper har.
• Ifølge beregninger fra HK/Privat kan det i gennemsnit koste en HK’er 5.714 kroner om måneden at være ramt af 50 %-reglen.
Læs det nye nummer af HK Service Hovedstaden.
Bladet byder også på afdelingens årsberetning for 2011, hvor du blandt andet læse om, hvordan HK Service Hovedstaden har stigende succes med at få organiseret flere og flere arbejdspladser.
Oprettet: 30.01.12, kl. 08.44
Redigeret: 30.01.12, kl. 11.22 af Susanne Åsbjerg Petersen
Ophavsret
Udgivet <30.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



