HK Dagen: HK kommer ud på virksomhederne
Personalechef ved Kim's Jan Jensen, og faglig chef i HK/Privat Carlo Søndergaard. Foto: Hung Tien Vu
28. september 2011 er udnævnt til ”HK Dagen”. Det betyder at HK-medarbejdere over hele landet tager ud på virksomheder og snakker med medlemmer og arbejdsgivere
Af journalist Rudi Skov Damkjær.
På Fyn har HK Midts mission været at skaffe flere praktikpladser til kontoruddannelserne. Der er blevet besøgt godt 35 virksomheder, og alle steder mødtes HK’erne af positive arbejdsgivere. Blandt andet på Kim’s i Søndersø.
- Vi fik en god snak med personalechef Jan Jensen, og blev meget positivt modtaget. Kim’s har allerede en kontorelev, og de er meget bevidste om deres ansvar for at være med til at uddanne den næste generation, siger faglig chef i HK/Privat Carlo Søndergaard, der var taget på rundtur med HK Midt.
Han mener at dagen var meget udbytterig og er overbevist om, at et besøg fra HK, kan være lige netop det skub mange virksomheder har brug for.
- Mange steder vil de gerne have elever, og når vi kommer forbi og fortæller om muligheden for voksenelever eller giver dem nogen papirer og hjælper dem med det praktiske, kan vi hjælpe dem fra tanke til handling, siger Carlo Søndergaard.
Overenskomst på dagsordenen i Midtvest
HK Midtvest sendte medarbejderne rundt til virksomheder med overenskomst, hvor man skal i gang med overenskomstfornyelse efter nytår. Her fik man gjort medlemmerne opmærksom på rettigheder og muligheder i overenskomstforhandlingerne.
- Vi har besøgt en lang række store produktionsvirksomheder, heriblandt Vestas i Lem, for at skabe opmærksomhed om de kommende forhandlinger. Vi fortæller at det er vigtigt, at man gør sin stemme gældende, og at det jo i sidste ende er medlemmerne, der sidder med magten til at godkende en overenskomst. Jeg syntes det har været en god dag, med en masse positive møder, siger Kim Bonde Jensen, faglig konsulent i HK/Privat.
63 og mod på nyt job i Nordjylland
HK Nordjylland var også taget på rundtur til virksomheder for at møde medlemmerne og fortælle om rettigheder i overenskomsten og ellers høre hvad der rør sig.
- Vi har blandt andet besøgt en lægeklinik, hvor lægen går på pension på mandag, og lægesekretæren dermed bliver arbejdsløs. Hun er 63 år, men har mod på at fortsætte på arbejdsmarkedet og hun blev rigtig glad for at snakke med os om, hvordan man griber det an i forhold til at melde sig ledig og søge nyt job og alt det andet praktiske. Vi fik sat en aftale i stand i lokalafdelingen, så hun kommer ind i næste uge og får vejledning og overblik over de mange tilbud hun har i HK, siger Bente Søndergaard, faglig sagsbehandler i HK/Privat.
Uorganiserede i fokus i København
HK Service Hovedstaden havde valgt at besøge en række uorganiserede virksomheder i Hovedstadsområdet – det vil sige virksomheder der ikke er medlem af en arbejdsgiverforening og ikke har overenskomst. Formålet var at fortælle om fordelene ved et samarbejde med HK og en overenskomst.
- Vi besøgte i sagens natur virksomheder, hvor man ikke altid er så tryg ved fagforeninger, men alle steder blev vi behandlet pænt og vel modtaget. Jeg tror også vi fik åbnet nogle øjne for fordelene ved at være organiseret – både hos arbejdsgiverne og medarbejderne. Og samtidig fik vi vist, at vi ikke er så slemme i HK, siger faglig sekretær i HK/Privat, Charlotte Meyer.
Samarbejde med Teknisk Landsforbund i Hovedstadsområdet
HK It, Medie og Kommunikation i Hovedstaden havde slået kræfterne sammen med Teknisk Landsforbund. Sammen var de to forbund på rundtur til en række større virksomheder i Nordsjælland og Hovedstadsområdet, hvor både Teknisk Landsforbund og HK er repræsenteret.
- Vi har en samarbejde med Teknisk Landsforbund frem til overenskomstforhandlingerne 2012, da vi begge er funktionærforbund og tilsammen repræsenterer samtlige funktionærer i industrien. Vi var rundt og fortælle om funktionærvinkler på overenskomstforhandlingerne og overenskomstrettigheder. Vi blev godt modtaget og fik blandt andet en konkret aftale om at komme ud på en virksomhed og fortælle mere om kompetencefondene i overenskomsterne med hjem, siger Peter Jacques Jensen, stedfortræder i HK It, Medie & Industri Hovedstaden.
Godteposer uddelt i Køge
På Sjælland var de HK-ansatte stået tidligt op for at udbrede kendskabet til HK.
- Fra klokken 7 delte vi poser med juice, tyggegummi og andet godt ud på Køge Station. Samtidig kunne man deltage i en konkurrence om et kroophold, fortæller Kasper Hasfeldt, der til daglig arbejder som projektmedarbejder i forbundshuset.
Efter godte-uddelingen på stationen gik turen videre til Køge Handelsskole, hvor eleverne både fik glæde af gaveposer og en snak om at være medlem af HK.
- Vi har mødt rigtig mange flinke og glade mennesker hele dagen igennem. Mange af dem var allerede medlem af HK, og det var rart, at de virkede glade og tilfredse med at være det, siger Kasper Hasfeldt, der sluttede dagens rundtur af med at besøge de ansatte i butikkerne på Torvet i Køge.
Oprettet: 28.09.11, kl. 13.25
Redigeret: 07.10.11, kl. 14.02 af Rudi Skov Damkjær
Ophavsret
Udgivet <28.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



