Flytning af ressortområder/udlicitering
Flytning af ressortområder og medarbejdere i staten
Har man nedlagt dit ministerium eller er I blevet lagt sammen med et andet? Hvilken betydning har det for dine nuværende og kommende ansættelsesvilkår?
Har du spørgsmål, som ikke besvares af nedenstående, kan du kontakte Bo Møller Sørensen, 3330 2418.
Løn- og ansættelsesvilkår bør ikke forringes
Dine individuelle løn- og ansættelsesvilkår bør ikke forringes, fordi du tilfældigvis har et arbejde der flyttes til et andet ressortområde.
Generelt
Placeringen af de enkelte arbejdsområder under det ene eller andet ministerium kan ikke forhandles. Det er en politisk og ledelsesmæssig beslutning. Omorganisering inden for staten er ikke underlagt Loven om Virksomhedsoverdragelse.
Overførsel af arbejdsområder fra et ministerium til et andet rejser naturligt nogle spørgsmål, hvor tillidsrepræsentanten har en central rolle.
Nogle rettigheder har man som ansat et retskrav på, ofte med hjemmel i Funktionærloven. Andre ting er aftalebaseret.
Spørgsmål om løn, lokale aftaler (f.eks. flex), kutymer (f.eks. juleindkøbsdag) vil normalt skulle videreføres som udgangspunkt, men det vil være hensigtsmæssigt at få aftalerne på plads med den nye ledelse.
Hvem er jeg tillidsrepræsentant for ved ressortomlægning?
Ved ressortomlægninger kan der ske omlægninger af klubstrukturerne, og hvem hører så til hvor?
I en del tilfælde, hvor der flyttes få personer over til en anden arbejdsplads, vil disse blive optaget i den eksisterende klub.
Der kan også være tale om større ændringer, hvor mange personer eller hele klubber flyttes over til en ny arbejdsplads. Her vil det være en god idé hurtigst muligt at indkalde til generalforsamling, så der kan blive valgt tillidsrepræsentant, stedfortræder og klubbestyrelse, som kan repræsentere alle i den nye institution.
Kontakt afdelingen
Vi vil gerne deltage fra afdelingens side i generalforsamlinger og klubmøder og i øvrigt stille os til rådighed for konkrete spørgsmål. Lige nu er vi også ved at danne os et overblik over den nye situation.
Det er ofte jer, der i øjeblikket har størst viden om de omfattende ændringer. Så det vil vi naturligvis gerne beriges med af jer, for at kunne give den bedste service i den nære fremtid.
Oprettet: 24.05.07, kl. 10.19
Redigeret: 10.06.11, kl. 12.23
Ophavsret
Udgivet <24.05.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.