Samdatamedlemmer får ekstraordinær julehilsen fra fagforeningen
Bestyrelsen for Samdataklubben i Moderniseringsstyrelsen har besluttet, at i denne turbulente tid vil de overraske deres medlemmer med en særlig opmærksomhed.
Tekst: Ingelise Egeberg, foto: Mikkel Østergaard
Forandringer foregår og tilpasninger truer statens medarbejdere som aldrig før. Andre ting er anderledes urokkelige. For eksempel fagforeningen og julen.
»Vi vil gerne vise, at fagforeningsklubben tænker på medlemmerne i en omskiftelig tid, derfor besluttede vi, at bruge nogle af vores penge på en gave til dem,« fortæller Annette Matthiesen fra Samdataklubben i den nyoprettede Moderniseringsstyrelsen.
Om eftermiddagen den sidste mandag inden jul blev der derfor taget hul på en runde med uddeling af julekurve.
»Jeg er helt målløs, det er jo ekstraordinært at få sådan noget fra en fagforening,« lyder det fra en af modtagerne, Mette Jørgensen, efter uddelerne, Annette Matthiesen og Linda Jensen, har givet hende en kurv og et knus.
Hverken hun eller de andre modtagere ved næsten, hvad de skal sige, og fra nabopladserne i de åbne kontorer bliver overrækkelserne fulgt af lange blikke fra andre faggruppemedlemmer.
|
|
|
Alt er kastet op i luften
Gennem en måned har Annette Matthiesen og Linda Jensen næsten dagligt fundet og forhandlet sig til gode tilbud på vin, chokolade, kaffe, lys, servietter og andre gode sager, gemt dem i et af arbejdspladsens skabe og til sidst pakket dem i 21 kurve med cellofan, gavebånd, gran og en hilsen: »Kære Medlem. Samdataklubben i Moderniseringsstyrelsen ønsker dig og din familie en glædelig jul og et lykkebringende nytår.«
Gode ønsker er højaktuelle, da de ansatte siden regeringsskiftet har stået i en usikker situation, hvor alle deres arbejdsforhold har været og stadig er oppe at vende. I dag ved de, at de skal blive på Landgreven 4, mens fagområder og koncernfællesskaber i øjeblikket ligger i hænderne på en række arbejdsgrupper.
»Arbejdsgruppernes oplæg til ledelsen skal være klar inden jul, ledelsen kommer med en udmelding efter nytår, og 1. februar skal den nye organisering træde i kraft,« fortæller tillidsrepræsentant og formand for Samdataklubben, Henrik Petersen
Dertil kommer udmeldingen om, at Finansministeriet skal spare 100 millioner kroner over to år, og at personaletilpasninger fra begyndelsen af 2012 derfor er uundgåelige.
Omstilling for flere end ventet
Omvæltningerne i efteråret 2011 kom ad flere omgange, fortæller Henrik Petersen. Først udmeldte Økonomistyrelsens direktør på et stormøde den 6. oktober, at 125 medarbejdere fra IT- og Telestyrelsen skulle flytte ind på Landgreven. Buddy-ordninger, hvor nuværende medarbejdere hver skulle tage imod en ny kollega, blev etableret, så alle straks kunne få indblik i de respektive opgaver og kulturer. Den nye buddy-ordning holdt dog ikke længe. Den 27. oktober blev der indkaldt til stormøde i de enkelte styrelser under Finansministeriet. En koncernanalyse havde ført til en organisationsændring, der betød etablering af to nye styrelser, Moderniseringsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen.
»Vi syntes, vores medlemmer skulle have noget positivt fra os i denne tid,« siger kasserer i klubben, Linda Jensen. Sideløbende sørger Henrik Petersen for at orientere og sende mails ud til medlemmerne, hver gang der er nyt om forløbet, så rygtedannelse kan kommes i møde.
»Det er vigtigt ikke at gå alene med tingene, men være sammen og tale sammen om det,« siger han. Og rådet til andre i omstillingssituationer lyder, »fokuser på at hjælpe i stedet for på problemerne«.
Om uddeling af julekurve vil være et urokkeligt gode i Samdataklubben fremover, kan ingen dog heller føle sig sikre på.
Fakta
Moderniseringsstyrelsen
En sammenlægning af Økonomistyrelsens og Personalestyrelsens opgaver med økonomistyring, overenskomster og ledelse i staten, samt koncernfælles opgaver.
Direktør: Niels Gotfredsen
Digitaliseringsstyrelsen
Samler ekspertise fra IT- og Telestyrelsen og Økonomistyrelsen. Formålet er at styrke digitaliseringen af den offentlige sektor.
Direktør: Charlotte Münter
Oprettet: 20.12.11, kl. 12.45
Redigeret: 20.12.11, kl. 13.08 af Pia Høst Berner
Ophavsret
Udgivet <20.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


