Du er her: hk.dk > STAT Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2011 > 300 til 1. maj brunch i HK Hovedstaden



300 til 1. maj brunch i HK Hovedstaden

Duge på bordene og røde roser i vaserne. Der var dækket festligt op i HK Hovedstaden søndag den 1. maj til to en halv times politisk brunch.
Blandt gæsterne var tidligere statsminister Anker Jørgensen og en formentlig kommende minister Villy Søvndal. Overborgmester Frank Jensen og Bedsteforældre for Asyl var der også sammen med HK-medlemmer og naboer til HK Hovedstaden

 

Frank Jensen mindede om i sin tale, at 1. maj er sådan en dag, hvor man skal huske hinanden på, hvordan velfærdssamfundet blev skabt.

- Vi skal overbringe til den unge generation, at velfærdssamfundet blev skabt i kamp. At solidaritet også betyder et forsøg på at skabe arbejdspladser til alle. Det skal vi bruge 1. maj til.

- Og vi skal minde hinanden om, at vi skal finde styrken til at få en ny regering, sagde Frank Jensen.

Han ville også minde Lars Løkke Rasmussen om, at ungdomsarbejdsløsheden er fordoblet siden Løkke blev statsminister og nu udgør 70.000 unge.

- Det svarer til 2.600 skoleklasser, der er blevet færdige, men som kommer direkte ud i arbejdsløshed.

Som overborgmester var Frank Jensen glad for, at København indgår sociale kontrakter med sine store leverandører, som forpligter sig til at tage elever, når der indgås ordre på over fire millioner kroner.

Vil bruge krisen til uddannelse
SF’s formand Villy Søvndal var i sin tale ligeledes optaget af unge uden arbejde og af ledigheden i det hele taget.

- Vi har mistet 180.000 arbejdspladser i det private på tre år. Den største tragedie er, at regeringen ikke for alvor har gjort noget for at bryde det mønster, sagde Villy Søvndal.

SF’s formand havde det bud at bruge krisetiden som tid til uddannelse:

- Vi kan sikre, at 5.000 ledige uden uddannelse hvert år kan få mulighed for at uddanne sig på dagpenge.

Villy Søvndal vil som en del af en rød regerings økonomiske politik gøre op med, at multinationale selskaber omsætter for milliarder af kroner uden at betale skat.

- Q8 har været i Danmark siden 1983, men har aldrig tjent noget. I hvert fald har selskabet aldrig betalt skat i Danmark.

- Skal vi ikke sikre, at alle unge – uanset hvor de kommer fra – kan få en uddannelse. Lad os få praktikpladsgaranti, lad os få kontrol med de multinationale, lad os få et sygehusvæsen i topform, lad os komme af med social dumping.

Villy Søvndal forsikrede, at det kan lade sig gøre med en ny regering.

- Men vi har brug for alle jer, for at sikre, at vi får en ny regering efter et valg, sagde han.

Ledige på vej på kontanthjælp
- Det haster med at få et nyt og bedre hold på banen, fremhævede formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark. Han ønskede sig en ny regering og fremhævede som et resultat af regeringens stramninger i dagpengereglerne, at 500 ledige HK i Hovedstaden er på vej på kontanthjælp, fordi de har været ledige i mere end to år.

- De er på vej mod kontanthjælp og umyndiggørelse som følge af stramninger i a-kassereglerne. De næste 2.000, som på nuværende tidspunkt har været ledige i et år, er også på vej til at miste retten til dagpenge, sagde formanden for HK Hovedstaden.

Pris til Bedsteforældre for Asyl
Christian Grønnemark overrakte HK Hovedstadens pris Årets Anker på 25.000 kroner til sammenslutningen Bedsteforældre for Asyl.

Anker Jørgensen, som har lagt navn til prisen, var med i HK Hovedstaden til 1. maj brunch.

Læs mere om prisen til Bedsteforældre for Asyl.

Festen fortsatte i Fælledparken
HK Hovedstaden havde sit eget telt i Fælledparken i det store 1. maj møde, som LO Storkøbenhavn og FTF Hovedstaden arrangerede.

I teltet spillede Sømanden & Stjernen alias Niels Pedersen og Arne Würgler. Sidst på eftermiddagen spillede Stig Møller Trio i HK Hovedstadens telt.

HK Ungdom havde sit eget telt på Ungdommens plads.

Oprettet: 01.05.11, kl. 22.42

Redigeret: 01.05.11, kl. 22.54 af Ulla Nygaard


Ophavsret

Udgivet <01.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.