Du er her: hk.dk > STAT Hovedstaden > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2011 > Vaglet er dit!



Vaglet er dit!

Endelig blev det længe ventede folketingsvalg udskrevet. Det sker midt i en verdensomspændende økonomisk krise og et historisk stort statsunderskud i Danmark.

Krisen kradser og er mærkbar for ikke mindst os statsansatte. Vi oplever besparelser og afskedigelser på mange statslige arbejdspladser. Endnu flere er på vej i både ministerier, styrelser, statsforvaltningen, politiet, forsvaret, universiteterne og på andre uddannelsessteder, ligesom også DSB, DR og museer rammes af sparekniven. Næsten ingen statsinstitutioner slipper uden om nedskæringer, der ofte betyder dårligere service til borgerne og utryghed blandt medarbejderne.

Utrygheden bliver ikke mindre af, at det i politiske kredse er blevet moderne at stemple den offentlige administration som forvokset og ineffektiv. Politikerne vil ved at effektivisere administrationen overføre ressourcer til den borgernære service; men det er en underlig form for logik, at mangler i hjemmeplejen eller sundhedssektoren skal rettes op ved at fyre HK'ere i staten. Og de overser åbenbart, at mange HK'ere varetager borgernær service i form af sagsbehandling og vejledning af borgere - eller udfører funktioner, der understøtter betjeningen af borgere, virksomheder og andre myndigheder.

Omfattende afskedigelser i staten går ud over kvaliteten i borgerbetjeningen, giver et dårligere arbejdsmiljø og er både økonomisk og menneskeligt hårdt for de berørte. Det er ikke nemt lige at gå ud og finde et andet job. Samtidigt gør de senere års stramninger af dagpengereglerne, at mere end to års ledighed fører til en tilværelse på kontanthjælp eller i værste fald ingen indtægt. I forvejen er dagpengene blevet udhulet og dækker langt fra den mistede løn.

Politikernes beslutninger har derfor stor betydning for vores dagligdag og fremtid. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan folketingsvalget sammensættes, og hvad de nyvalgte politikere beslutter.

Valget er dit; men inden du sætter X'et d. 15. september, så tag en god snak med dine kolleger, venner og familien om, hvad I har af ønsker til det nye folketing. Stil spørgsmål til politikerne over internettet, ved valgmøder, eller når du møder dem på gaden – lad også din stemme blive hørt!

I det netop udsendte nummer af HK Stat-bladet og på HK’s hjemmeside www.hk.dk kan du se, hvad de politiske partier mener om syv spørgsmål af stor betydning for os HK’ere. Samtidigt gennemfører HK Stat en kampagne i medierne for at sætte fokus på, at den danske stat hvert år går glip af et tocifret milliardbeløb, fordi der er for få medarbejdere i SKAT. På den måde bliver der færre penge til at finansiere nutidens og fremtidens velfærd, herunder den statslige administration.

Oprettet: 06.09.11, kl. 10.57

Redigeret: 06.09.11, kl. 10.57 af Pernille Torp Christensen


Ophavsret

Udgivet <06.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.