Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Arbejdsmiljørepræsentanter > Arbejdsmiljøuddannelsen



Arbejdsmiljøuddannelsen

Mere målrettet uddannelse til arbejdsmiljøorganisationen (AMO)

Arbejdsmiljøviden og arbejdsmiljøbaserede kompetencer er grundlæggende forudsætninger for et helstøbt og effektivt arbejdsmiljøsamarbejde i virksomhederne. Ved kompetencer forstås viden, herunder formelle kvalifikationer, færdigheder og erfaring inden for arbejdsmiljø og samarbejde.

En del af formålet med de nye AMO-regler er, at arbejdsmiljø i højere grad skal indgå som strategisk element i virksomhederne. Det vil sige, at arbejdsmiljøarbejdet skal integreres i en virksomheds øvrige processer og dermed placeres inde i kernen af virksomheden.

Det forudsætter, at kompetencerne og nødvendig viden er til stede hos ledelse og medarbejdere. De skal alle klædes på til at varetage de opgaver, der skal løses.

Arbejdsmiljørepræsentanterne har nu ret til løbende uddannelse. Det er et vigtigt skridt mod endnu bedre arbejdsmiljørepræsentanter på arbejdspladserne, som kan matche ledelsen.

Flere slags uddannelser

Medlemmerne af AMO skal gennemgå en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse for at styrke og effektivisere arbejdet i AMO.

Desuden skal arbejdsgiveren tilbyde medlemmerne af AMO supplerende arbejdsmiljøuddannelser, som løbende kan give dem viden og kompetencer, der er relevante for arbejdsmiljøarbejdet i netop deres virksomhed.

Arbejdsgiverne har pligt til at tilbyde uddannelsen. Det gælder både den obligatoriske uddannelse og de supplerende uddannelser. Det er derfor vigtigt, at arbejdsmiljørepræsentanten selv er opmærksom på sine rettigheder og gør dem gældende overfor arbejdsgiveren – især i forhold til de supplerende uddannelser.

Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse

Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal sikre, at arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO får grundlæggende viden om arbejdsmiljø. Uddannelsen skal desuden medvirke til, at samarbejdet om arbejdsmiljø sker systematisk og inddrager både ledelse og ansatte.

Læs mere i At-Vejledning F.3.7

Supplerende arbejdsmiljøuddannelse – 1

Arbejdsgiveren skal tilbyde arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO supplerende arbejdsmiljøuddannelse, når de har gennemført den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse. Arbejds-miljørepræsentanter og arbejdsledere har ret til at gennemføre den supplerende uddannelse.

De arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO, der har gennemført den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse på tre dage, skal have tilbud om og har ret til supplerende arbejdsmiljøuddannelse svarende til to dage i deres første funktionsår.

Supplerende arbejdsmiljøuddannelse – 2

Den supplerende uddannelse på 1½ dag skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for samme funktionsår. Det vil sige, at man ikke kan samle den 1 ½ dags uddannelse sammen for flere år ad gangen. Udnyttes retten til uddannelsen ikke i det pågældende funktionsår, bortfalder den.

Selv om retten til supplerende uddannelse bortfalder i følge lovgivningen, hvis den ikke er udnyttet, er der ikke noget i vejen for, at man på de enkelte arbejdspladser laver lokale aftaler, der gør det muligt at sammenlægge uddannelsen. Det kan fx øge mulighederne for uddannelse af længere varighed. Tal om det med arbejdsgiverne og kollegerne.

Indhold

Den supplerende uddannelse skal give viden og kompetencer, som er relevante for arbejdsmiljøarbejdet i virksomheden. Det betyder, at uddannelsen skal være relevant i forhold til de opgaver og funktioner, som medlemmerne af AMO har. Formålet med den supplerende arbejdsmiljøuddannelse er at sikre løbende målrettet opdatering, som kan styrke kompetencerne hos arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en kompetenceudviklingsplan for den supplerende arbejdsmiljøuddannelse, som tager udgangspunkt i virksomhedens arbejdsmiljøbehov. Find krav og forudsætninger i et senere afsnit.

Uddannelsen kan fx være et kursus i at håndtere stor arbejdsmængde og tidspres. Uddannelsen kan også handle om projektledelse, konflikthåndtering/-vejledning, forhandlingsteknik, ergonomi eller strategisk planlægning og kommunikation, men den kan fx ikke være et kursus i at opstille en maskine. Uddannelsen skal desuden kunne bruges til at arbejde med eksisterende arbejdsmiljøproblemer og til at forebygge fremtidige. Endelig skal uddannelsen være et supplement til den obligatoriske uddannelse.

Virksomhedens arbejdsmiljøproblemer vil være et naturligt udgangspunkt for den supplerende uddannelse. Hvis der fx i virksomheden er psykiske arbejdsmiljøproblemer med mobning, kan arbejdsgiveren tilbyde medlemmerne AMO kurser, som giver dem kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø.

Virksomheden kan også lade sig inspirere af de arbejdsmiljøproblemer, der er blevet drøftet i forbindelse med virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV), eller arbejdsmiljøemner, som er blevet taget op på den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Almindelig mødevirksomhed i AMO vil ikke kunne gøre det ud for supplerende uddannelse, og det samme gælder for den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Supplerende uddannelse er en rettighed

Som arbejdsmiljørepræsentant har man ret til supplerende uddannelse. Det er arbejdsgiverens pligt at tilbyde arbejdsmiljøuddannelsen. Arbejdsgiveren drøfter med medlemmerne af AMO, hvilke kurser o.l., der kan være nyttige for deres arbejde i AMO.

Man skal selv være opmærksom på sine rettigheder og gør dem gældende over for sin arbejdsgiver, hvis man ikke får tilbud om supplerende uddannelse

Længden skal være på to dage eller 15 timer første år arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere er valgt eller udpeget.

I de efterfølgende år skal uddannelsen være på 1½ dage eller 11 timer. Det gælder også ved genvalg. Uddannelsen skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for samme funktionsår.

Hvornår skal uddannelsen være gennemført?

De to dages uddannelse skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for de første ni måneder, efter at den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelses er afsluttet. Tidsfristerne skal medvirke til at få en så sammenhængende uddannelse som muligt.

Som med den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse behøver deltagerne ikke at gennemføre de to dage i forlængelse af hinanden. Hvis uddannelsen er opdelt på enkelte dage, så skal begge dages kursus være gennemført inden for de første 12 måneder af funktionsperioden. Arbejdsgiveren kan dog kræve, at de to dage gennemføres i sammenhæng.

Kompetenceudviklingsplan

Kompetenceudviklingsplaner skal dække den supplerende uddannelse, du har ret til efter reglerne. Det er arbejdsgiveren, der skal sørge for, at de udarbejdes. HK' holdning er, at den enkelte arbejds-miljørepræsentant skal have en kompetenceudviklingsplan. Planen skal dække de reelle behov, den enkelte har for at kunne udføre opgaverne og opfylde formålene med arbejdsmiljøarbejdet.

Opfindsomheden hos arbejdsgiverne vil sikkert mange steder være stor. Men som arbejdsmiljørepræsentant skal du holde fast i, at den supplerende uddannelse skal øge dine kompetencer.

Behovet for uddannelse skal diskuteres på den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Det er her planerne for det kommende års arbejde lægges, og det er derfor også ved den lejlighed, at der skal sættes fokus på uddannelsesbehovet.

En kompetenceudviklingsplan kan fx indeholde:

  • Emne for supplerende uddannelse
  • Baggrund og formål med uddannelserne
  • Hvem skal have uddannelsen
  • Tidspunkt, uddannelsessted og varighed
  • Ansvarlig for tilmelding

Arbejdsgiveren skal derfor hvert år sørge for, at der en kompetenceudviklingsplan for supplerende uddannelse. Planen skal medvirke til at sikre løbende målrettet opdatering af viden, som kan styrke kompetencerne hos medlemmerne af AMO. Planen kan også være en samlet plan for hele AMO.

Kursusbevis

Kursusbeviser er dokumentation for, at man har deltaget i en uddannelse af kortere eller længere varighed og derved fået mere viden. Deltagelse i uddannelse kan have betydning for den enkeltes muligheder på arbejdsmarkedet, og man bør derfor altid bede om et bevis for deltagelse samt med beskrivelse af kursets indhold.

Udbydere af uddannelsen

Udbydere af supplerende uddannelse skal ikke være godkendt af Arbejdstilsynet. Det er hensigten, at man i virksomheden løbende skal finde frem til de kurser, der bedst dækker virksomhedens behov, uden at dette valg er begrænset af en godkendelsesordning.

Som arbejdsmiljørepræsentant skal man holde fast i, at der skal være tale om uddannelse, der øger den enkeltes viden og kompetencer.

Retten til supplerende uddannelse for alle arbejdsmiljørepræsentanter og ledere åbner et stort marked. Der vil være mange kursusudbydere, der vil forsøge sig på dette område.

Det er godt nok arbejdsgiverens opgave at tilbyde uddannelsen. Men valg af uddannelse skal også her ske i et samarbejde med medarbejderne. Når arbejdsmiljøarbejdet skal løftes, har alle også en indlysende interesse i at finde de bedste kurser.

Udbydere vil fx være HK, LO, arbejdsmiljørådgivere, advokater, konsulenter mv. Det ligger i reglerne, at arbejdsgiveren skal betale alle udgifter til den supplerende uddannelse. Uddannelser i AMU-systemet og lignende med refusionsordninger kan derfor efter HK's opfattelse ikke opfattes som supplerende uddannelse efter denne lovgivning.

www.arbejdsmiljørepræsentant.nu vil vi løbende oplyse om kursustilbud, som HK synes er relevante og har en god kvalitet.

Se fx LO's kurser på www.cefal.dk/. Her udbydes allerede nu kurser, som kan udfylde de 2 dages supplerende kurser.

Desuden har CEFAL kurser om samarbejde mellem tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Et samarbejde HK mener, kan styrke det faglige arbejde på arbejdspladserne.

Se alle kurser på hjemmesiden.

Tjek også HK's kurser for tillidsvalgte på www.mithk.dk. Men der er intet i vejen for, at du kan lave kompetenceplaner, der indeholder mere, fx hvornår du kan komme på HK's kurser, selv om de ikke er en ret, du får med reglerne.

Hvis der er tvivl, er du altid velkommen til at spørge i din lokale HK-afdeling

Oprettet: 29.06.11, kl. 12.25

Redigeret: 29.06.11, kl. 12.40

Læs hele At-vejledningen om arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen her

Find svar på dine spørgsmål om ny arbejdsmiljøorganisation her

Se LO's kurser om arbejdsmiljø her


Ophavsret

Udgivet <29.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.