Du er her: hk.dk > HK Arbejdsmiljø Portalen > Psykisk arbejdsmiljø > De 6 guldkorn - har du et godt job?



De 6 guldkorn - har du et godt job?

For at trives på sin arbejdsplads skal man både have et godt job og en god arbejdsplads som helhed.

Et godt job er bestemt af seks faktorer, der tilsammen kaldes ”de seks guldkorn”:

  • Indflydelse på eget arbejde: Det drejer sig især om indflydelse på dine egne arbejdsforhold, planlægning og udførelse af arbejdet, arbejdsstedet indretning, hvem du arbejder sammen med og arbejdstidens placering.

  • Mening i arbejdet: Dit arbejde skal give mening. Eksempelvis skal du kunne se, hvordan du bidrager til det samlede produkt eller til den primære serviceydelse på din arbejdsplads. Du skal kunne se det overordnede formål med virksomhedens produktion. Bidrager denne produktion til noget værdifuldt for kunderne eller samfundet?

  • Forudsigelighed: Information til tiden skaber forudsigelighed, og forudsigelighed mindsker utryghed og uvished. Det er dog ikke meningen, at du skal kunne forudsige alle de enkelte detaljer i arbejdsdagen. Forudsigelighed handler om de store linjer.

  • Social støtte: Kan komme fra både kolleger og fra ledere. Støtten kan både være praktisk og psykologisk. Det vigtige er, at støtten gives på den rette måde og på det rette tidspunkt.

  • Belønning: Løn, frynsegoder, karriere, påskønnelse og anerkendelse er eksempler på belønning. Det vigtige med belønning er, at den skal stå i forhold til indsatsen. Ellers vil det opfattes som uretfærdigt.

  • Krav i arbejdet: Krav i arbejdet må hverken være for høje eller for lave. De skal være passende. Det er vigtigt, at du ved, hvilke krav der stilles til dig. De skal være klare, og du skal vide, hvornår arbejdet er udført godt nok. Krav kan være kvantitative (arbejdsmængde og tempo), følelsesmæssige og sociale.

De 6 guldkorn – belastning eller berigelse?

Guldkorn kan både ses som muligheder for belastning og berigelse i jobbet (tabel er hentet fra boget: ”Arbejdets kerne – om at arbejde med psykisk arbejdsmiljø i praksis”, Frydenlund, 2008.

Belastende effekt

Guldkorn

Berigende effekt

Magtesløshed, hjælpeløshed

Indflydelse

Handlekompetence, ansvarlighed

Ensomhed, isolation

Social støtte

Social forankring og integration

Fremmedgørelse, normløshed

Mening

Følelse af mening og sammenhæng

Usikkerhed, uvished

Forudsigelighed

Tryghed og sikkerhed

Frustration, værdiløshed

Belønning

Personlig værdighed og følelse af værdi

For høj: Stress

For lav: Apati

Krav

Personlig udvikling og vækst

En god arbejdsplads er bestemt af tre faktorer, der kaldes for ”de tre diamanter”, som tilsammen udgør den sociale kapital:

  • Tillid: Det er vigtigt for din trivsel, at din arbejdsgiver, din leder og dine kolleger er troværdige, og at der er gensidig tillid på arbejdspladsen. Tillid handler først og fremmest om to ting: At der er tillid til, at alle udfører deres arbejde ordentligt, og at man stoler på hinanden.
  • Retfærdighed: Retfærdighed på arbejdspladsen handler om flere ting: Bliver løn, forfremmelser, fyringer, anerkendelse, frynsegoder m.v. retfærdigt fordelt? Følges anerkendte procedurer? Er processen retfærdig, når der sker forandringer? Går det ”rigtigt til”? Bliver du behandlet ordentligt og med respekt? Får du tilstrækkelig information om processen?
  • Samarbejdsevne: Samarbejdet på arbejdspladsen skal være baseret på gensidig tillid og respekt. Det gælder for samarbejdet inden for de enkelte afdelinger/grupper, samarbejdet mellem afdelinger/grupper og samarbejdet mellem de ansatte og ledelsen. God samarbejdsevne viser sig ved, at man respekterer forskelle med hensyn til interesser og behov, men alligevel når frem til et resultat, som alle anerkender.

Når den sociale kapital på en arbejdsplads er høj, oplever de ansatte som regel, at de har indflydelse, bliver anerkendt samt får social og faglig støtte. Men kravene i jobbet kan stadig opleves som belastende, fx hvis man har en stor arbejdsmængde og et stort arbejdspres. Det vil sige, at der ikke altid er et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med en høj social kapital.

Læs mere om social kapital her

Hvordan kan I kan bruge de 6 guldkorn

De 6 guldkorn er resultatet af flere års forskning i psykisk arbejdsmiljø på det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Her er udviklet et spørgeskema – kaldet tredækkeren – som giver mulighed for at måle på de 6 guldkorn som en del af den psykiske ArbejdsPladsVurdering.

Hent spørgeskemaet her

De 6 guldkorn kan også anvendes som en form for tjekliste, når du som arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant vil tale med kollegerne om, hvordan de oplever deres arbejdsmiljø.

Oprettet: 26.09.11, kl. 13.07

Redigeret: 26.09.11, kl. 13.12


Ophavsret

Udgivet <26.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.