Du er her: hk.dk > HK Ungdom > Studerende > Eksamen



Få tjek på din eksamen

En god eksamensteknik kan ikke erstatte faglig viden, men den kan hjælpe dig med at få en bedre karakter for din faglige præstation.

Du får ikke karakterer for det, du ved - men det, du præsterer ved eksamensbordet.

Se også vores gratis kursus i eksamensteknik.

De sidste undervisningsuger

  • Følg godt med i de sidste undervisningsuger. Her kommer lærerne med mange guldkorn.
  • Benyt disse uger til at få bragt orden i dine noter.
  • Tjek om du har noter til alle emner på pensumlisten.
  • Lav prøveeksaminer med kammeraterne. Det er vigtigt at tjekke det, du har lært, ved at prøve at formulere det.
  • Undersøg hvilke bøger, rapporter, kopier og så videre, du må bruge under forberedelsen.

Forberedelsestiden

  • Læg uret foran dig, og gør dig klart, hvor lang tid du har til rådighed.
  • Studér spørgsmålet.
  • Lav en disposition (1-2 sider) for din fremlæggelse. En disposition er stikord, som skal støtte dig i din fremlæggelse, og som skal minde dig om, hvad du skal huske at sige.
  • Brug de sidste minutter til at overveje, hvordan du vil formidle stoffet.
  • Hvis du går i panik undervejs, kan du bruge dette råd: Træk vejret dybt igennem næsen helt ned i maven flere gange, slap af og tænk på noget positivt.

Eksaminationen

  • Husk, at du under eksaminationen kun må medbringe den disposition/de noter, som du har lavet i forberedelsestiden. Læg dispositionen, så din lærer også kan se den.
  • Start med kort at præsentere din disposition.
  • Lyt opmærksomt til din lærers spørgsmål undervejs. Hvis du ikke forstår spørgsmålet, så bed læreren om at omformulere det.
  • Censor skal notere under eksaminationen.

Hjælp til skriftlig eksamen
Her er et par råd, som er gode at huske næste gang, du skal til skriftlig eksamen. For det er ærgerligt at få en skidt karakter på grund af dårlig eksamensteknik.

Her er fem vigtige grundregler:
1. Læs opgaven
2. Læs opgaven
3. Læs opgaven
4. Svar på de stillede spørgsmål
5. Skriv alt, hvad du ved om de stillede spørgsmål

Læs opgaven
Når du kigger rundt i eksamenslokalet, lige efter eksamensopgaven er omdelt, bliver du måske stresset af at se, at nogen på holdet allerede er i gang med at skrive.

Lad være med det. De har kun nået at læse, hvilket fag de er oppe i, og skriver typisk fem-syv siders generel snak om nogle områder i pensum. Men med generel snak svarer de ikke på de stillede spørgsmål og spilder derfor kostbar tid.

Brug hellere din tid på noget fornuftigt: Læs opgaven.

Læs opgaven
Læs opgaven for anden gang. Analysér den. Der kan være formuleringer og fortolkninger, du er i tvivl om. Hvis der er, så skriv dine forudsætninger ned og besvar spørgsmålene ud fra disse.

Læs opgaven
Læs opgaven igen, mens du noterer, hvilke områder i pensum (teorier, modeller osv.) du vil behandle, sammenholdt med de fortolkninger og forudsætninger, du har.
Læsning og analyse af selve opgaveteksten bør tage ret lang tid og i hvert fald langt mere, end de fleste bruger.

Svar på de stillede spørgsmål
Når opgaven er læst, analyseret og forstået, kommer den kritiske fase: Erkendelsen af hvor meget du ved – eller måske hvor lidt. Hvis opgaven rammer et sort hul i din viden, kan det løses på fem måder:

a) Den ambitiøse: forlader eksamen
b) Gambleren, der har læst den "forkerte" tredjedel af pensum: forlader også eksamen
c) Den realistiske: skriver sin beskedne viden ned så klart som muligt.
d) Den håbefulde: skriver 22 sider om alt muligt andet i pensum
e) Den naive: skriver 22 sider

Det grundlæggende er, at du bliver bedømt på, i hvilket omfang du besvarer den stillede opgave. Kun hvis du har besvaret opgaven godt, kan det betale sig at skrive noget, du ikke direkte er blevet spurgt om. Og da skal det stadig være relevant og have sammenhæng med emnet.

Du kan derfor sagtens få en bundkarakter, selvom du har skrevet 22 sider om lærerens yndlingsemne – det hjælper dig nemlig ikke, hvis dine skriverier på ingen måde er relateret til eksamensspørgsmålet.

Skriv alt, hvad du ved om de stillede spørgsmål
Efter eksamen er der altid elever, der ikke forstår deres karakter. Når man snakker med dem, viser det sig af og til, at de ved meget mere, end de har skrevet.

Det er nemlig aldrig nok blot at nævne et begreb – det skal defineres og beskrives fyldestgørende. En anden klassisk fejl er at beskrive begreber, så det er svært at se, om du forstår dem. Et eksempel på en intetsigende definition er: ”En kontinuert proces er en proces, der er kontinuerlig”.

Husk, at det kun er det, der står på besvarelsen, der tæller – det, der står mellem linjerne eller slet ikke står der, tæller intet. Skriv derfor alt, hvad du ved om de stillede spørgsmål, og formuler det klart og tydeligt.

Følg disse retningslinier:

  • Skriv læseligt
  • Definér begreberne klart
  • Anvend præcise formuleringer
  • Brug ræsonnementer
  • Undgå udokumenterede påstande
  • Brug eksempler som supplement til, ikke i stedet for definitioner!
  • Skriv læseligt. Det, der ikke kan læses, kan heller ikke bedømmes

En god karakter opnås ved 70 % viden og 30 % teknik. En god eksamensteknik gør det selvfølgelig ikke alene. Den har kun mening, hvis du har noget at bruge den til, så det kan stadig betale sig at forberede dig til eksamen!

Oprettet: 23.12.10, kl. 12.44

Redigeret: 01.07.11, kl. 11.06


Ophavsret

Udgivet <23.12.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.