HK inviterer politikere til møde
Voksne nydanskere skal have ret og pligt til uddannelse. Det foreslår HK og inviterer derfor Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg til møde.
Der var mange positive reaktioner i medierne for et par uger siden, da HK hev et forslag op på bordet, der vil give nydanskere bedre muligheder og give samfundet flere hænder på arbejdsmarkedet.
Nemlig at alle voksne nydanskere mellem 30 og 50 år skal have ret og pligt til uddannelse.
Knud Kristensen, formand for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg var en af dem, der var positive over for forslaget. Det følger HK nu op på ved at invitere Arbejdsmarkedsudvalget til møde.
”Kære Knud Kristensen. Tak for den positive reaktion over for HK’s forslag om, at flere nydanskere skal uddannes, som du gav udtryk for i 24 timer og i Danmarks Radio,”skriver Karin Bancsi, næstformand i HK i et brev til ham i dag og fortsætter:
”Vi er i HK/Danmark gået positivt ind i regeringens og Arbejdsmarkedskommissionens arbejde med at sikre, at arbejdsmarkedet ikke kommer til at mangle arbejdskraft. HK/Danmark har en høj opmærksomhed på integrationsområdet. Bl.a. samarbejder vi med Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om uddannelse af mentorer, der skal modtage nydanske kolleger på arbejdspladsen.Vi er blevet opmærksomme på den store gruppe af voksne nydanskere, der hverken er i kontakt med arbejdsmarkedet, eller er registret i jobcentrene/a-kasserne som jobsøgende.
Derfor vil vi gerne invitere Dem til et møde, hvor vi yderligere kan uddybe vores forslag om ret og pligt til uddannelse.”
HK håber at få bred opbakning blandt politikerne til forslaget, der ser sådan ud:
Kommunerne - sammen med relevante uddannelsesinstitutioner - bør tilbyde et kompetencegivende uddannelsestilbud til voksne nydanskere med følgende mål:
– at voksne nydanskeres sprog, fag- og almenuddannelsesniveau løftes
– at erhvervsfrekvensen hæves kraftigt
– at svage indvandrerforældre bliver rollemodeller for deres egne børn
– at fremme kønsligestilling, deltagelse i samfundslivet og evnen til selv at identificere hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd i forhold til majoritetssamfundet
– at sikre voksne nydanskere respekt og anerkendelse fra danskernes side
Det vil efter HK's opfattelse kræve:
– at uddannelsen som minimum skal sikre den enkelte nydansker danskkundskaber på niveau 2 og en erhvervsrettet eller gymnasial uddannelse på ungdomsuddannelsesniveau
– at voksne nydanskere med en længerevarende – men ikke arbejdsmarkeds attraktiv uddannelse – skal sikres danskkundskaber på niveau 3 og have suppleret deres tidligere uddannelse med en uddannelse der er attraktiv for arbejdsmarkedet
– at nydanskerne med de svageste uddannelsesmæssige færdigheder skal sikres, at de når op på dansk niveau 2 og et uddannelsesniveau på 9. klasse.
Oprettet: 10.10.08, kl. 12.13
Redigeret: 30.01.09, kl. 12.34 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <10.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

