Du er her: hk.dk > Andre temaer > HK og integration > Nydanskere skal uddannes mere > HK skriver til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg



HK skriver til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Att.: Formand for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg

Knud Kristensen

Kære Knud Kristensen

Voksne nydanskere skal have ret og pligt til uddannelse

Tak for den positive reaktion over for HK’s forslag om, at flere nydanskere skal uddannes, som du gav udtryk for i 24 timer og i Danmarks Radio.

Vi er i HK/Danmark gået positivt ind i regeringens og Arbejdsmarkedskommissionens arbejde med at sikre, at arbejdsmarkedet ikke kommer til at mangle arbejdskraft.

HK/Danmark har en høj opmærksomhed på integrationsområdet. Bl.a. samarbejder vi med Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om uddannelse af mentorer, der skal modtage nydanske kolleger på arbejdspladsen.

Vi er blevet opmærksomme på den store gruppe af voksne nydanskere, der hverken er i kontakt med arbejdsmarkedet, eller er registret i jobcentrene/a-kasserne som jobsøgende.

Derfor vil vi gerne invitere Dem til et møde, hvor vi yderligere kan uddybe vores forslag om ret og pligt til uddannelse. Vi vil derfor tillade os at kontakte Deres sekretær i løbet af næste uge for at aftale et tidspunkt for et sådant møde. Det er også muligt at kontakte min sekretær Jane Glenna Christensen på direkte tlf.nr. 33 30 49 16.

Forslagets indhold

Data fra Danmarks Statistik viser, at ca. 50.000 voksne nydanskere[1] i aldersgruppen 30-50 år er uden kontakt til arbejdsmarkedet, Jobcentrene og a-kasserne.

Erhvervsfrekvensen for gruppen er på ca. 60 pct. sammenlignet med erhvervsfrekvensen blandt danskere i samme aldersgruppe på ca. 90 pct.

Hvis voksne nydanskere overhovedet påbegynder en erhvervsuddannelse, er det vores erfaringer fra erhvervsskolerne, at mange voksne nydanskere ikke formår at gennemføre en erhvervsuddannelse eller fx en social- og sundhedsuddannelse, selv om de har gennemført dansk på niveau 2.

Vurderingen fra skolerne er, at frafaldet skyldes, at det almene uddannelsesniveau blandt en stor del af nydanskere er for ringe. Det medfører, at de studerende ikke har den bredde i viden og dybde i sproget, som er nødvendig for at kunne gennemføre en uddannelse med succes.

Der findes ikke et overblik over, hvilke medbragte kvalifikationer hovedparten af nydanskerne har bragt med til Danmark, og på hvilket niveau det ækvivalerer med uddannelserne i det danske uddannelsessystem.

Vi er bekendt med, at kommuner med mange nydanskere i forvejen har sprog- og ikke kompetencegivende uddannelsesaktiviteter i gang over for voksne nydanskere.

Det er i det lys HK’s forslag om ret og pligt til uddannelse af nydanskere, der ikke er i kontakt med arbejdsmarkedet, skal ses.

Det er vores opfattelse, at der for alle voksne nydanskere[2] i alderen 30-49 år, der er bosiddende i Danmark, skal indføres en ret og pligt til uddannelse. Dette ønsker vi, for at kommunerne - sammen med relevante uddannelsesinstitutioner - kan tilbyde et kompetencegivende uddannelsestilbud til voksne nydanskere med følgende mål:

– at voksne nydanskeres sprog, fag- og almenuddannelsesniveau løftes

– at erhvervsfrekvensen hæves kraftigt

– at svage indvandrerforældre bliver rollemodeller for deres egne børn

– at fremme kønsligestilling, deltagelse i samfundslivet og evnen til selv at identificere hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd i forhold til majoritetssamfundet

– at sikre voksne nydanskere respekt og anerkendelse fra danskernes side

Det vil efter vores opfattelse kræve:

– at uddannelsen som minimum skal sikre den enkelte nydansker danskkundskaber på niveau 2 og en erhvervsrettet eller gymnasial uddannelse på ungdomsuddannelsesniveau

– at voksne nydanskere med en længerevarende – men ikke arbejdsmarkeds attraktiv uddannelse – skal sikres danskkundskaber på niveau 3 og have suppleret deres tidligere uddannelse med en uddannelse der er attraktiv for arbejdsmarkedet

– at nydanskerne med de svageste uddannelsesmæssige færdigheder skal sikres, at de når op på dansk niveau 2 og et uddannelsesniveau på 9. klasse.

Med venlig hilsen

HK/Danmark

Karin Bancsi

[1] Tallene er fra 2006, hvilket er de seneste data der er til rådig på Danmarks Statistiks statistikbank.

[2] Bortset fra de Nydanskere der har helt specielle psykiske problemer

Oprettet: 10.10.08, kl. 12.10

Redigeret: 30.01.09, kl. 12.37 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <10.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.