Du er her: hk.dk > Dine rettigheder > Ferielovens regler > Ret til tre uger i sammenhæng



Ret til tre uger i sammenhæng

Du og din arbejdsgiver skal ved forhandling aftale tidspunktet for ferien.

Du og din arbejdsgiver skal ved forhandling aftale tidspunktet for ferien, og din arbejdsgiver skal så vidt muligt imødekomme dit ønske om, hvornår ferien skal holdes.

For dig sætter loven kun én begrænsning, nemlig at du skal holde mindst to af de fem ugers ferie i sammenhæng.

Hvis du og arbejdsgiveren ikke kan blive enige om, hvornår ferien skal holdes, har arbejdsgiveren den endelige afgørelse. Du har dog ret til at forlange, at mindst tre uger - altså hovedferien - holdes samlet i ferieperioden mellem 1. maj og 30. september.

Restferien skal normalt gives med en uge ad gangen.

Arbejdsgiveren skal give dig mindst tre måneders varsel, før han ønsker, at du skal begynde din hovedferie. For restferien skal varslet være på mindst en måned.

Særlige tilfælde:

Arbejdsgiveren har undtagelsesvis mulighed for at fravige de ovennævnte varsler, hvis f.eks. en lønmodtager bliver syg i forbindelse med afholdelse af ferie og efter raskmelding vælger ikke at holde sin ferie, så skal der varsles ferie på ny. Her gælder i første omgang de almindelige varslingsregler, men vil et varsel på 3 måneder for hovedferie betyde, at hovedferie ikke kan holdes i ferieperioden, så kan arbejdsgiveren give et kortere varsel således, at hovedferien gives i ferieperioden.

HK har i flere tilfælde bemærket, at arbejdsgivere har misforstået denne fravigelsesmulighed og at man i medarbejdernes ansættelsesaftaler i stedet har indført et ferievilkår, der permanent fraviger de angivne varsler, f.eks. således at hovedferien kun skal varsles med en måned og restferie med kun fjorten dage.

Det er HK’s klare opfattelse, at en permanent fravigelse af Ferielovens varsler ikke er i overensstemmelse med loven. Har du derfor en ansættelsesaftale, hvor din arbejdsgiver har indført et sådan ferievilkår, så kontakt din lokale afdeling.

Oprettet: 18.08.06, kl. 12.54

Redigeret: 01.07.09, kl. 14.36


Ophavsret

Udgivet <18.08.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.