Det skal være fedt at gå på arbejde
Det skal være fedt at gå på arbejde – til gengæld skal der så også være nok mennesker til at fylde arbejdspladserne. Begge dele er HK’s opgave, for vi vil være en del af løsningen, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
Lad mig sige med det samme: Jeg taler ikke om forårets overenskomster, og hvad jeres forhandlere skal kræve ved forhandlingsbordet. Jeg taler såmænd ikke engang om trepartsforhandlingerne.
Jeg taler om den fremtid, der ligger på den anden side af begge dele. Jeg taler om den fremtid, hvor Danmark atter har fuld beskæftigelse, og hvor vi kommer til at mangle folk med de rigtige uddannelser.
Ja, hvis økonomernes forudsigelser holder stik, så kommer vi til at mangle folk. Punktum. Uanset uddannelse.
Vi skal bruge flere hænder. Mere arbejdskraft. Mere af jer. Derfor er det vigtigt, vi allerede nu tænker os om – tænker langt.
Vi skal jo ikke bare bede jer – og dem efter jer - om at arbejde mere uden at stille krav til den anden side af bordet. Og da slet ikke her og nu, hvor ledige kæmper for at få et arbejde og ansatte kæmper for at holde sig på arbejdsmarkedet.
Men på LO-kongressen for et par uger siden sagde jeg fra talerstolen, at vi måske i fremtiden skal overveje, hvad det er, vi kræver. Skal vi kræve, at vi får mere frihed, kortere arbejdstid, længere ferie for at kunne holde vores arbejdspladser ud? Eller skal vi måske holde op med at lappe på de dårlige arbejdspladser og i højere grad stille krav om, at de dårlige arbejdspladser ta’r sig sammen? Så de bliver gode arbejdspladser?
For det skal være fedt at gå på arbejde. Det burde være en ret.
Jeg ved godt, at det er det langt fra for jer alle. Ikke i dag. Og det vil det næppe blive i morgen. Men vi skal arbejde for, at det bli’r det.
HK var aldrig tilhængere af at smadre efterlønnen – nedslidte skal have en værdig nødudgang fra arbejdsmarkedet. Men vi er tilhængere af, at færre får brug for den nødudgang. Fordi de ikke bliver nedslidte. Fordi de kan li’ deres arbejde.
Skal der være arbejdspladser i Danmark, skal der også være mennesker at ansætte. Så vi skal kæmpe for arbejdspladser, hvor folk kan holde ud at være. Uanset alder.
Kun sådan kan vi være en del af løsningen. For Danmark. Men, især, for jer.
Oprettet: 11.11.11, kl. 10.10
Redigeret: 11.11.11, kl. 13.25 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <11.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Hvorfor nødudgang???
[30.11.11] Af Anni
Læs hele kommentaren
Hvilken arbejdskraft?
[15.11.11] Af Thomas
Læs hele kommentaren
Godt brølt, løve
[11.11.11] Af Julie Brink, TR HK Privat
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat