Betalingen til Dansk Folkeparti for at afskaffe efterlønnen, bliver meget høj. Prisen stiger dagligt i takt med, at eksperter, politifolk, ambassadører, ministre og organisationer advarer mod signalværdien og de mange praktiske problemer. Samtidig oplever en stor del af befolkningen, der lever ved grænsen, at de nu er gidsler i en dansk symbolpolitik, som signalerer et svært tilgængeligt land.

Blå blok med Pia Kjærsgaard, justitsminister Lars Barfod og skatteminister Peter Christensen i front siger de er blevet misforstået, men set udefra er budskabet meget tydelig og enslydende. Med den skærpede grænsekontrol skader vi Danmarks forhold til udlandet på en måde, som i sidste ende vil ramme os alle hårdt.

For prisen er ikke blot, at vi skal lette på speederen for en tolder eller borgere må vise pas på vej til arbejde i Malmø eller København. Konsekvenserne er meget mere alvorlige og vidtrækkende.
Fremover bliver det ikke nemt at fastholde vores image som et åbent, nysgerrigt og tolerant land, der er interesseret i omverdenen, når vi som de eneste europæere, smækker bommen i og sætter skilderhuset op igen.

Signalet er, at vi lukker os om os selv. Det skader og hæmmer os i en global verden, hvor trafik, handel, kommunikation, viden og mennesker i stadigt større omfang bevæger sig på tværs af nationale grænser. For et land som Danmark, der i stadig større grad lever af at handle med den øvrige verden er grænsekontrol og bomme, det helt forkerte signal.

For en grænsebom er ikke bare en fysisk afspærring, det er også en mental barriere, der signalerer et menneskesyn baseret på afstand og frygt for omverdenen. Og har Danmark brug for det i lyset af den økonomiske krise, der kræver øget internationalt samarbejde?

Nej, det er ikke løsningen. Tværtimod er det et tilbageskridt, der vil ramme os som en boomerang, når vi fremover arbejder på at sikre samhandel og kulturel udveksling. På den lange bane kan prisen for nye grænsebomme således risikere, at overstige statens udgifter til efterløn.