Mange har ikke fået deres løn
Arbejdsgivere, der ikke har betalt deres medarbejdere løn, står højt på listen, når HK’s juridiske afdeling gør op, hvilke sager, de har ført flest af for medlemmerne i 2008.
Mange medarbejdere har i år oplevet, at der pludselig ikke er gået penge ind på deres lønkonto. Det fortæller HK’s juridiske afdeling, der er ved at gøre status over, hvilke sager, de har ført flest af for medlemmerne i år.
- Vi kan se en stigning af sager, der handler om misligeholdelse af løn. Det er den slags sager, der ofte havner som rene inkassosager, fordi arbejdsgiveren er i økonomiske vanskeligheder eller simpelthen er gået konkurs, fortæller Hugh Child fra HK’s juridiske afdeling.
Mængden af sager, HK har ført for medlemmer, der ikke har fået den løn, de har krav på, hænger angiveligt sammen med den finanskrise, som har ramt mange af de danske arbejdspladser.
Hold øje med lønnen
HK råder derfor alle til hele tiden at holde øje med, om der går løn ind på kontoen. For selv om man måske tror, at ens arbejdsplads ikke er i krise, så kan den godt være det.
- Det handler om hele tiden at være opmærksom, så vi straks kan få gjort noget ved det. Mange tror, det bare er en forglemmelse fra lønkontorets side, hvis de ikke lige har fået løn. Og så gør de måske ikke noget ved det i første omgang. Men det er vigtigt at være på mærkerne med det samme, siger Hugh Child og fortsætter:
- Man skal henvende sig til sin lokale HK-afdeling og spørge om råd og sørge for at få samlet ansættelsesbevis, gamle lønsedler og lignende sammen, så man er klar, hvis det bliver nødvendigt at køre en sag for at få udbetalt lønnen, eller hvis firmaet går konkurs, og man skal gøre sit lønkrav gældende over for Lønmodtagernes Garantifond, siger han.
Gravide fyres stadig
Ligebehandlingssager har der også været lige så mange sager af, som der var sidste år.
- Det er utroligt, at arbejdsgiverne ikke snart finder ud af, at det er ulovligt at fyre medarbejdere, der er på barsel eller lige har været det. De bliver ved med at fyre gravide, siger Hugh Child.
Gå videre til...
Mange medarbejdere rammes af konkurs
HK får flere og flere henvendelser fra medlemmer, der er kommet i problemer, fordi deres arbejdsplads er gået konkurs.
Klik her for at få gode råd til, hvordan du skal forholde dig.
Oprettet: 16.12.08, kl. 15.11
Redigeret: 16.01.09, kl. 15.05 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere i temaet:
2008 var også året, hvor:
Den første alderssag blev vundet
En kvinde blev fyret, fordi hun var blevet over 65. Det er i strid med loven om forskelsbehandling på grund af alder, så HK vandt hendes sag. Den første dom af sin slags.
En mand fik erstatning efter ligebehandlingsloven
En mand fik erstatning for at være blev fyret, mens han var i fertilitetsbehandling. HK førte hans sag i Vestre Landsret, der afgjorde, at fyringen var i strid med ligebehandlingsloven.
Fyret gravid vandt sag igen
31-årige Slawka Pedersen blev fyret, da hun fortalte sin arbejdsgiver, hun var gravid. Byretten gav hende erstatning, men arbejdsgiveren ankede sagen. Landsretten gav byretten ret i, at fyringen var brud på ligebehandlingsloven, men nedsatte erstatningen. HK forstår det ikke.
Det blev afgjort, at man har ret til flere penge efter arbejdsskade
Nu har Højesteret slået fast i hvor lang tid, man har krav på tabt arbejdsfortjeneste efter en arbejdsulykke. Så nu kan mange HK-medlemmer også få afsluttet sag.
Elever fik ret til løn i opsigelsesperioden
HK fik Højesterets ord for, at elever har ret til en opsigelsesperiode med løn, hvis deres arbejdsgiver bryder en uddannelsesaftale og opsiger dem.
Fem ældre vandt sag mod SKAT
Fem HK-medlemmer fik stor økonomisk godtgørelse, fordi de blev afskediget uden god grund. Det er ulovligt at fyre medarbejdere, alene fordi de er gamle, slog byretten i København fast.
Ophavsret
Udgivet <16.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

