Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > Generel opbakning til forslag om grøn it



Generel opbakning til forslag om grøn it

HK og Microsofts forslag om, hvordan man fremmer grøn it i Danmark møder generel opbakning fra politisk side.

Under overskriften ”Politikerne har et særligt ansvar for Danmarks grønne fremtid og fremtidige velfærd” har HK i samarbejde med Microsoft fremlagt en række forslag til de danske politikere om, hvordan man fremmer grøn it i Danmark.

Og umiddelbart mødes flere af forslagene med velvilje. Faktisk er der er allerede blevet indgået et forlig mellem regeringen, S, SF og R, der sikrer flere penge til forskning i grøn it og grundlag for et videnscenter, hvilket konkret støtter op om to af forslagene.

Men selvom alle partierne Nyhedsmagasinet HK har talt med går ind for, at deres skal gøre mere for at styrke grøn it, så kan de alligevel ikke blive helt enige om de enkelte forslag.

For eksempel mener SF, S og V, at det er fornuftigt at lave krav om, at danske virksomheder og organisationer skal have sænket deres CO2-udslip med 20 procent i 2012, hvis præmisserne er i orden. Men DF og K modsætter sig forslaget.

- Jeg ser helst ikke, at man bruger restriktioner. I sådan nogle sager, mener jeg, det er bedre at bruge guleroden, siger Konservatives it-ordfører Jørgen Lundsgaard.

Også et forslag om at uddanne klima ansvarlige medarbejdere i virksomheder med over 25 ansatte splitter partierne.

Både V og K mener, at det er at gå for langt, mens S og SF støtter forslaget. SFs it-ordfører Hanne Agersnap mener dog, at det er meget vigtigt, at man sikrer de klimauddannede medarbejdere en reel magt.

- Hvis de klimauddannede medarbejdere ikke på en eller anden måde tildeles ekstra magt på arbejdspladserne, så risikerer man, at tiltaget bliver ligegyldigt, siger hun.

Af Henrik Wanscher

Gå videre til...

Sådan lyder de fem forslag som HK og Microsoft har sendt ud til politikerne:

  1. Der bør oprettes et videnscenter for grøn it.
  2. Der skal afsættes 160 millioner til forskning i grøn it over de næste fire år.
  3. På virksomheder med over 25 ansatte skal der uddannes klima-ansvarlige medarbejdere.
  4. Multimedieskatten skal afskaffes.
  5. Virksomheder og organisationer skal have sænket deres CO2 udslip med 20 procent i 2012.

Oprettet: 10.12.09, kl. 09.05

Redigeret: 10.12.09, kl. 10.43 af Henrik Wanscher

Et af HK og Microsofts forslag er, at man dropper multimedieskatten. Men de adspurgte politikere mener, at det er at gå for vidt.

- Det er ikke nogen stor hemmelighed, at jeg ikke er stor fan af multimedieskatten. Men jeg synes også, at man skal passe på med, at gøre den større end den er, siger Venstres it-ordfører Michael Aatrup Jensen.

- Jeg synes, at den rammer fjollet, men jeg tror ikke, at multimedieskatten har nogen stor miljøindvirkning på sigt, siger SF’s it- ordfører Hanne Agersnap.

- Jeg tror ikke på, at multimedieskatten vil få de store konsekvenser for miljøet. Jeg tror, at mange ansatte vil betale et lille beløb, så de stadig kan bruge mobil og computer i det private, siger DF’s it-ordfører Mikkel Dencker


Ophavsret

Udgivet <10.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.