Fyret gravid får 200.000 kroner
Retten i Viborg har dømt en arbejdsgiver til at betale 200.000 kroner i erstatning til en kvindelig medarbejder, der blev fyret, fordi hun var gravid.
Det er ulovligt at fyre en gravid, hvis man ikke kan bevise, at graviditeten ikke er fyringsårsagen. Det måtte en arbejdsgiver erkende, da byretten i Viborg tilkendte en fyret gravid 200.000 kroner i erstatning, efter at HK førte hendes sag.
Den fyrede kvinde gik til HK, fordi hun mente, at hendes fyring var uberettiget. Ifølge arbejdsgiveren blev hun fyret, fordi opgaverne i hendes afdeling skulle outsources. Der var kun to medarbejdere i afdelingen, men mens HK’s medlem blev fyret, fik kollegaen nye opgaver i virksomheden.
Arbejdsgiveren forsøgte ikke at få den gravide forflyttet. Og da hun ikke havde dårligere kvalifikationer til jobbet i den anden afdeling end den medarbejder, der fik lov til at fortsætte, mente retten, at det var i strid med ligebehandlingsloven, at hun blev fyret.
Arbejdsgiveren kunne ikke bevise i retten, at fyringen ikke skete helt eller delvist på grund af graviditeten. Derfor blev han dømt til at betale hende en erstatning på 200.000 kroner - svarende til ni måneders løn.
HK’s næstformand, Mette Kindberg, er tilfreds med resultatet af dommen, men er skeptisk over for arbejdsgivernes nemme udvej.
- Jeg er glad for, at kvinden får en erstatning. Men hun står også uden arbejde. Vi bliver ved med at se sager som disse, og jeg undrer mig over, at det bare kan blive ved. Erstatningerne er for billigt sluppet for arbejdsgiverne, når de skiller sig af med medarbejderne, bare fordi de gerne vil have børn, siger Mette Kindberg.
Oprettet: 15.12.11, kl. 15.27
Redigeret: 22.12.11, kl. 10.12 af Frederik Cederskjold
Læs også
Om kvinder, der fyres på grund af graviditet og barsel
HK ser mange sager, hvor kvinder fyres på grund af graviditet og barselsorlov. Eller de går glip af forfremmelse, lønstigning eller andre goder. Faktisk er Danmark nordisk mester i fyring af gravide. Her kan du se en masse eksempler på sager, og læse hvad HK og politikerne hver især mener, der skal gøres for at sikre, at det ikke sker.
Ophavsret
Udgivet <15.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat