Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2011 > Giv fattige børn en god jul



Giv fattige børn en god jul

Mere end 65.000 børn lever i fattigdom i Danmark, skriver Dansk Folkehjælp på deres indsamlingsside. For dem er jul ikke en selvfølgelighed, for deres forældre er ofte enlige med en så lav indkomst, at der ikke er råd til at holde jul.

Debatten om fattigdom i Danmark raser i Folketinget og medier her i julemåneden. Retorikken har været meget hård og dårligt stillede danskere har stået for skud, men Dansk Folkehjælp er ikke i tvivl: Rigtigt mange danskere har ikke råd til at holde jul, og det går ud over børnene. 234.000 mennesker lever ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd under OECD’s officielle fattigdomsgrænse i Danmark i dag.

Derfor samler Dansk Folkehjælp ind til julehjælpen igen i år, så vi kan give fattige familier i Danmark en god jul med julemad og gaver til børnene. Også i år er der et stort behov for hjælp. Organisationer, virksomheder, tillidsrepræsentanter, enkelt personer og Ekstra Bladet samler ind over hele landet.

For hver indsamlet 1.500 kr. kan vi give en fattig børnefamilie en julepakke bestående af kolonialvarer for 500 kr. og to gavekort til børnene til hhv. en sportsforretning og en legetøjsforretning.

Hver indsamlet krone går ubeskåret videre til julehjælpen i år. Sidste år fik 4.100 familier julestøtte efter der var indsamlet 5,6 millioner kroner.

Af Ole Sønderby Petersen

Kommentér artiklen

Oprettet: 08.12.11, kl. 14.17

Redigeret: 08.12.11, kl. 16.07 af Ole Sønderby Petersen

Din julehjælp


Så mange penge som muligt skal helst være modtaget hos Dansk Folkehjælp den 10. december - ellers kan det være svært at få hjælpen ud inden juleaften.

Du kan både betale i banken, på nettet, via sms eller på telefon. Husk at du kan trække det fra i skat, hvis du giver for mere end 500 kr.

Klik her og hjælp med det samme


Ophavsret

Udgivet <08.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.