Uberettiget fyring kostede 150.000
Ejendomsfirma må bøde 150.000 kroner til tidligere medarbejder for uberettiget bortvisning fra arbejdet.
En arbejdsgiver må ikke bare bortvise en medarbejder uden grund. Den slags er i strid med funktionærloven.
Det har retten i Århus netop slået fast.
Arbejdsgiveren – et ejendomsfirma i Århus-området - bortviste en regnskabsmedarbejder angiveligt fordi, at medarbejderen groft havde misligholdt ansættelsesforholdet ved at forlade arbejdspladsen. Medarbejderen gik til HK, som rejste sagen ved retten. Efter HK’s mening var bortvisningen nemlig ulovlig.
Medarbejderen var syg og ansat i fleksjob i firmaet og havde en såkaldt mulighedserklæring fra sin læge. Ifølge erklæringen kunne han arbejde hjemmefra. Ifølge medarbejderen befandt han sig hjemme og ventede på at få at vide, hvad han skulle lave, til han blev bortvist.
Retten i Århus fandt ikke, at arbejdsgiveren havde gjort nok for at undersøge, hvorfor medarbejderen ikke var på arbejdspladsen, inden han skred til bortvisningen. Dermed overtrådte han funktionærloven.
Retten dømte derfor ejendomsfirmaet til at betale den tidligere medarbejder 150.000 kroner i godtgørelse og erstatning.
Souschef Jeanette Hahnemann fra HK’s juridiske afdeling er godt tilfreds med dommen.
- Vi er særligt tilfredse med, at arbejdsgiveren skal bøde for, at han ikke undersøgte forholdene om udeblivelsen tilstrækkeligt. Retten fandt, at manden ikke var mødt på arbejdet, fordi han afventede instruktioner på det hjemmearbejde, som lægen havde ordineret. Det er lægen, som har det sidste ord, og arbejdsgiveren burde have indset, at medarbejderen afventede instrukser om, hvad han skulle arbejde med derhjemme, siger hun.
Oprettet: 08.12.11, kl. 10.12
Redigeret: 08.12.11, kl. 10.12 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <08.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat