Hver 10. udsat for sexchikane
Hver tiende HK-medlem har været udsat for sexchikane på arbejdet, viser undersøgelse. Seksuel chikane er ikke sjov. Vi taler om overgreb her, og det skal skæres ud i pap, siger psykolog Eva Hultengren.
”Har du fået skaft i weekenden?” ”Du kan da ikke komme igennem den dør, med de patter.” Bemærkningerne er hentet fra det virkelige liv, og mange kvindelige HK’ere må lægge ører til den slags bemærkninger på arbejdet. Klap bagi og upassende kram hører også til dagligdagen mange steder.
Det viser en ny undersøgelse om sexchikane, som HK-bladet har foretaget blandt HK’s medlemmer. Ifølge undersøgelsen har flere end 10 procent af HK’s medlemmer oplevet sexchikane fra chefen eller kolleger på jobbet. Det er især de unge kvindelige medlemmer, som bliver udsat for chikane.
Seksuel chikane er et overgreb
Psykolog Eva Hultengren gør en dyd ud af ikke at bruge ordet ”sexchikane”. Det minder hende om Shubidua’s muntre sang og om vittigheden, ”hos os er sexchikane et personalegode”. I stedet siger hun ”seksuel chikane”.
- Seksuel chikane er ikke sjov. Vi taler om overgreb her, og det skal skæres ud i pap, understreger hun i en kommentar til undersøgelsen.
Som konsulent bl.a. for HK i Nordjylland har hun ofte talt med HK-medlemmer, der har været udsat for sexchikane. Og chikanen rammer ofte dybt og alvorligt.
- Ofre for seksuel chikane reagerer ofte ved at prøve at gøre sig usynlige eller grimme. De får skyldfølelse og endnu værre skamfølelse. I stedet for at tænke at chikanøren burde skamme sig. Med skammen følger følelsen af ikke at være noget værd. Og skamfølelse går dybt, siger Eva Hultengren.
Kollegastøtte hjælper
HK’s undersøgelse viser, at ti procent har været vidne til at en kollega blev udsat for sexchikane. Den viser også, at 53 procent af dem undlod at gribe ind over for chikanen, hvilket får Eva Hultengren til at rynke brynene.
Til gengæld er hun positivt overrasket over, at chikanen standsede i halvdelen af de tilfælde, hvor en kollega greb ind. Det viser undersøgelsen nemlig også.
- Det er glædeligt, at det hjælper, når en kollega griber ind. Det nytter altså, at kollegerne hjælper. Selv om det kræver en dyb indånding at gribe ind, må det virke motiverende, at det faktisk hjælper, siger Eva Hultengren.
Aldrig folks egen skyld
Ofte får sexchikanerede selv skylden for, at de er blevet chikaneret. Fx fordi de efter kollegaernes mening går for udfordrende klædt. Men det afviser Eva Hultengren blankt.
- Det er en meget, meget klassisk overvejelse. Nogle kan ikke finde ud af, at tøj og kultur hænger sammen, så de kan tage forkert tøj på. Det er derfor helt på sin plads at retlede mennesker i påklædning, hvilket vi også tit gør på en arbejdsplads. Men ingen tænker vel på først at vælte den unge mand i undertrøje om på gulvet, hoppe på hans mave, medens man siger: du skal have en bluse på med ærmer, vel? Så nej, Der er INGEN undskyldning for at udsætte andre for seksuel chikane, siger hun.
Fysiske overgreb sjældne
Undersøgelsen viser, at bemærkninger med seksuelle undertoner om udseende, påklædning og personlighed er den mest almindelige form for chikane på HK’ernes del af arbejdsmarkedet. Derefter kommer ”upassende berøringer” og grænseoverskridende tilnærmelser over sms, telefon, mail osv.
Direkte fysiske overgreb er heldigvis sjældne. Men når de forekommer, er krænkeren oftest en chef, viser undersøgelsen. Ti procent af de, som er blevet seksuelt chikaneret af deres chef/leder, siger, at chikanen havde karakter af direkte fysisk overgreb.
Knap 2.200 medlemmer deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i december 2011.
Oprettet: 27.01.12, kl. 12.19
Redigeret: 27.01.12, kl. 12.19 af Niels Møller Madsen
Læs også
HK: Straffen op for sexchikane
Trafikchikane straffes med tab af kørekort. Chikane mod embedsmænd og politikere straffes med fængsel. Nabochikane er et særligt retsområde med egne skønsmænd. Hvorfor accepterer vi så klamme kommentarer og seksuelle overgreb på arbejdspladsen, uden det straffes, skriver Mette Kindberg, næstformand i HK.
Chef frikendt for sexchikane
Det er ok at invitere en ansat ud at spise, kommentere hendes bryster og påklædning. Det har retten netop slået fast i en sag om sexchikane. Næstformand i HK, Mette Kindberg er rystet.
Ophavsret
Udgivet <27.01.12> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Uskyldig dømt
[27.01.12] Af En udskyldig, Salgsassistent i detail
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat