HK vil hjælpe voldsramte kvinder
Organisationen Danner fylder 30 år den 2. november og fejrer fødselsdagen med en stor støttekoncert. HK er hovedsponsor og går ind i samarbejde med Danner. Blandt andet for at få fokus på hvordan vold i hjemmet påvirker kvinders arbejdsliv.
Gennem 30 år har Danners krisecenter hjulpet mellem 15 og 20.000 voldsramte kvinder til et nyt liv på deres krisecenter. Det vil HK gerne være med til at fejre og er derfor hovedsponsor, når Danner den 2. november fejrer sin fødselsdag med en støttekoncert til fordel for børn i voldsramte familier.
- Danner gør et utrolig stort og vigtigt stykke arbejde, og derfor er vi glade for at kunne støtte deres koncert, hvor overskuddet går til børn i voldsramte familier, siger Kim Simonsen, forbundsformand i HK.
Støttekoncerten foregår i Koncertsalen i Tivoli, hvor Anne Marie Helger og rapperen Per Vers er aftenens værter, mens en række kvinder fra Annisette og Søs Fenger til Camille Jones og Fagget Fairys står for musikken.
HK sætter i forbindelse med koncerten gang i et tættere samarbejde med Danner, fordi HK gerne vil sætte mere fokus på, hvordan vold i hjemmet påvirker kvinders arbejdsliv.
- Vold i hjemmet splitter hele familier og ødelægger mange liv. Konsekvenserne breder sig langt uden for hjemmet, og det er her, vi mener, vi kan spille en rolle. Vi vil derfor i den kommende tid sætte fokus på, hvordan vold i hjemmet påvirker kvinders arbejdsliv, og hvordan man som kollegaer og arbejdsgivere kan hjælpe voldsramte kvinder, siger Kim Simonsen.
Gå videre til...
Her kan du få hjælp:
- Føler du dig chikaneret eller truet? Lever du sammen med en voldelig kæreste eller ægtefælle? Eller kender du en, du gerne vil hjælpe? Så kontakt Dannerhuset på telefon 33 37 90 60
- Du kan også henvende dig til Hotline for voldsramte kvinder på tlf. 70 20 30 82, som er en døgnåben telefon.
Oprettet: 14.09.09, kl. 13.23
Redigeret: 14.10.09, kl. 15.27 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere:Tjek temaet: www.hk.dk/vold
Om støttekoncerten:
Støttekoncert for Danner foregår mandag den 2. november klokken 20 i Tivolis koncertsal. Billetter kan købes på www.billetlugen.dk.
Værter: Anne Marie Helger og Per Vers
Optrædende: Annisette, Anne Linnet, Søs Fenger, Cæcilie Norby, Camille Jones og Fagget Fairys
Fakta om Danner:
Den 2. november 1979 brød 300 kvinder ind i det store, mørke og halvtomme Dannerhus i Nansensgade 1. Bygningen, der 100 år forinden blev grundlagt af Grevinde Danner, tiltænkt fattige kvinder, var på det tidspunkt kun beboet af fem ældre damer. Derefter blev der samlet 2,8 millioner kroner ind til at købe Dannerhuset. Allerede kort tid efter besættelsen af huset kom de første voldsramte kvinder til, og Danner startede et af Danmarks første kvindekrisecentre.
Om vold i hjemmet:
Årligt bliver 28.000 kvinder og 22.000 børn ramt af vold i hjemmet i Danmark.
Nye tal viser, at 10 procent af alle piger mellem 16 og 24 år har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold i deres kæresteforhold.
Danner har oplevet en fordobling af henvendelser fra voldsramte kvinder og pårørende på bare de seneste tre år. I 2008 rådgav Danner 1.594 kvinder og pårørende. 103 kvinder og 82 børn boede i Dannerhuset.
Ophavsret
Udgivet <14.09.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
