Arbejdsløse og unge under uddannelse taber stort i spil om finanslov
Tusindvis af elever mangler en praktikplads og arbejdsløsheden stiger. Alligevel vil regeringen spare på uddannelserne og afkorte dagpengeperioden. ”Regeringen kalder det ansvarlig politik, jeg synes det er helt uansvarligt”, siger HK’s formand Kim Simonsen om regeringens finanslovsudspil.
Antallet af unge, der mangler en praktikplads, er steget med mere end 40 procent fra 6424 til 9114 på bare ét år. Og samtidig stiger arbejdsløsheden. Derfor holder det ikke at spare to milliarder kroner på udannelsesområdet og skære i dagpengeperioden, mener HK.
- Det er usmageligt, fordi det går ud over to svage grupper, men mest af alt er det tåbeligt, siger Kim Simonsen, formand for HK.
- Finansministeren siger, han vil ”konsolidere dansk økonomi”, men han undergraver den jo ved at rive tæppet væk under de unge, der med deres uddannelse skal udgøre fremtidens økonomiske fundament, siger Kim Simonsen.
Siden 2008 har Danmark mistet 200.000 job, og bruttoledigheden forventes at stige fra 160.000 arbejdsløse lige nu til 200.000 næste år.
- Stigende arbejdsløshed kombineret med forringelser af dagpengesystemet og besparelser i det offentlige er en farlig cocktail, der risikerer at sætte Danmark helt i stå, og som samtidig har store menneskelige konsekvenser, siger Kim Simonsen.
Han henviser til at HK i 2010 har foretaget en undersøgelse blandt 5000 ledige medlemmer. Den viser blandt andet, at langt størstedelen af de arbejdsløse HK’ere oplever systemet som nedværdigende og ineffektivt.
- Det Danmark har brug for er, at vi arbejder os ud af krisen – at vi fremskynder offentlige investeringer, og at vi satser på uddannelse samt job- og kompetenceudvikling. Forslaget til finanslov er et spring i den forkerte retning.
Oprettet: 24.08.10, kl. 11.02
Redigeret: 24.08.10, kl. 11.02
Ophavsret
Udgivet <24.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.