Hvidovre lukker to biblioteker
Danmark bliver to biblioteker fattigere. Hvidovre Kommune har besluttet at nedlægge Frihedens Bibliotek og Holmegaard Bibliotek.
Endnu to biblioteker må lade livet for den kommunale sparekniv. Frihedens Bibliotek og Holmegaard Bibliotek er blevet skåret ud af de kommunale budgetter under dette års budgetforhandlinger i Hvidovre Kommune.
Formand for Biblioteksudvalget i HK/Kommunal Kirsten Westh frygter at det kun er begyndelsen på endnu et år med lukninger af biblioteker.
- Tendensen peger desværre kun en vej og det er nedad, siger Kirsten Westh om de seneste års mange nedlæggelser af biblioteker.
- Vi pryder os med at være et højt udviklet informationssamfund, men uden bibliotekernes tilbud, vil mange borgere mangle adgang til viden, information og litteratur, siger Kirsten Westh.
Bedre end frygtet
Chef for Hvidovre Bibliotekerne Kim Rømer Krogh mener dog, at bibliotekerne i kommunen samlet set er kommet ud af budgetbesparelserne bedre end frygtet.
- Det er bestemt ikke sjovt at lukke filialer, men vi har selv givet udtryk for, at vi ikke kunne blive ved med at skære i det generelle budget. Politikerne må hellere skære en knop end udvande hele bibliotekstilbuddet, som det er sket hvert år, siger han til Bibliotekspressen og understreger, at der i besparelsen ligger en styrkelse af Hvidovre Hovedbibliotek i og med, at der der ikke er varslet fyringer i kølvandet på besparelserne.
Frihedens Bibliotek har eksisteret i mere en 40 år og flere ansatte har været på biblioteket i mere end 35 år.
I løbet af 2011 bliver hylderne ryddet og personalet rykker derefter til kommunens to overlevende biblioteker, Avedøre Bibliotek og Hvidovre Hovedbibliotek.
Af Ronni Abergel
Oprettet: 17.01.11, kl. 10.42
Redigeret: 17.01.11, kl. 10.42 af Martin Thimes
Ophavsret
Udgivet <17.01.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
