Borgere skal kunne spare penge på selvbetjening
Det skal være billigere at selvbetjene end at møde personligt op med en blanket i for eksempel borgerservice, foreslår KL. Kommunerne skal udnytte muligheden i lovgivningen.
Vi bliver nødt til at motivere borgerne til at benytte selvbetjeningsløsninger frem for at møde op med en blanket hos kommunen.
Sådan lyder opfordringen fra KL. Og kommunerne skal ikke være bange for at tilbyde en økonomisk gulerod til borgerne.
- Kommunerne må begynde at benytte de muligheder, som lovgivningen giver til at differentiere gebyrer, sådan at selvbetjening udløser et lavere gebyr, forklarer Jakob Harder, Centerchef på det digitale område i KL.
Det kan være, når borgere ansøger om eksempelvis fritidstilbud eller standpladser.
- På et senere tidspunkt kunne det være sygesikringskort, pas og kørekort, men det kræver lovændringer, siger Jakob Harder.
På en del ydelser er gebyret nemlig lovfastsat, uden at kunne fraviges.
Men hvor gebyrer ikke er lovbestemt, kan kommunerne ud fra de faktiske omkostninger fastsætte et gebyr.
- Og da kommunen jo sparer resurser ved en borgers selvbetjening er det også kun rimeligt, at borgerne slipper billigere, siger Jakob Harder.
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 13.08.09, kl. 09.09
Redigeret: 13.08.09, kl. 09.12 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <13.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
