Labels til pas og kørekort var en lille revolution
Man skulle ikke tro det, men Britta Thykjær revolutionerede faktisk pas- og kørekort-processen i Horsens ved at lave labels.
Det var ikke, fordi Borgerservice i Horsens Kommune var blevet et historisk museum, at man skrev stamkort til pas og kørekort i hånden med en fed sort tusch.
Sådan gjorde man i politiet, og da kommunerne overtog opgaven med pas og kørekort, fortsatte man blot den praksis.
– Det kan da ikke passe, at man i disse moderne tider står og skriver i hånden, tænkte Britta Thykjær, gruppeleder i Borgerservice i Horsens Kommune.
Men det gjorde man altså, og i alle de andre kommuner hun snakkede med, var det heller ikke anderledes.
– Nå, men hvis det kunne gøres anderledes, havde man vel gjort det, lød det videre i hendes hoved. Men hvis alle tænker sådan, sker der i hvert fald ikke noget.
Tidsbesparende
En dag kom Britta Thykjær i tanke om, at labelsmaskinen måske kunne bruges. Og det kunne den. Og sådan går det til, at en labelsmaskine reelt er et teknologisk syvmileskridt.
– Selv KL’s konsulenter for arbejdsgangsanalyser var meget imponerede over vores initiativ, forklarer Britta Thykjær.
CPR, navn og adresse kopieres fra CPR-systemet over til labelsprinteren, hvorefter et print bliver sat på stamkortene til ansøgningerne om kørekort og pas.
– Det er meget tidsbesparende, og vi er altid sikre på, at oplysningerne kan læses i postekspeditionen, så der sker færre fejl.
Når personer over 70 år skal have fornyet deres kørekort, bruges den også automatisk, så de ikke behøver at skrive oplysninger ind.
En stor hjælp for den gruppe – og for de unge mennesker, der ikke kan læse skråskrift.
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 21.10.09, kl. 14.11
Redigeret: 18.03.10, kl. 17.04 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <21.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
