Du er her: hk.dk > Kommunal > Dit fag > Borgerservice > Nyhedsarkiv > 2009 > Regeringen vil tage borgerservice fra kommunerne


Kontakt

Ring til HK

Telefon: 7011 4545

Mandag til torsdag: 8.00 til 17.00

Fredag: 8.00 til 16.00

HK/Kommunal

Weidekampsgade 8
Postbox 470
0900 København C

Send besked eller spørgsmål

Pressekontakt

Lokalafdelinger

Find din afdeling


Regeringen vil tage borgerservice fra kommunerne

Store dele af den kommunale borgerservice skal samles i statslige megacentre. HK/Kommunal betegner planen som borgerfjendsk og bureaukratisk.

Folkepension, boligstøtte, børnebidrag, fripladstilskud og barselsdagpenge skal ikke længere klares lokalt i borgerservice, men skal overgå til staten, hvor opgaven placeres i ét – måske flere – centre. I hvert fald hvis det står til regeringen, der har ladet revisionsfirmaet Deloitte udarbejde en rapport om planen.

Her bliver det konkluderet, at de fem områder baserer sig på objektive kriterier og derfor kan samles i staten med en besparelse på op mod 500 millioner kroner til følge.

Dårligere borgerservice

Regeringens intentioner får dumpekarakter af formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto, der frygter en stærkt forringet betjening af borgerne, hvis planen får ben at gå på.

- En sådan plan ødelægger fuldstændig muligheden for at se en sag i sin helhed. Som regel kommer borgerne ikke kun med et enkelt teknisk problem omkring pensionen, men har også brug for råd og vejledning på andre områder. Det kan ikke løses i store centrale centre, hvor de svageste borgere bare vil holde sig væk. Det her er synd for borgerne, siger Bodil Otto.

Hun peger også på, at de mange uløste problemer, der er fulgt i kølvandet på kommunal-, politi- og domstolsreformerne, ikke ligefrem peger mod, at ny centralisering er det umiddelbare svar på velfærdsudfordringerne.

- Med et eller flere parallelle megacentre vil borgerne langtfra opleve, at kommunen er den éntydige indgang til det offentlige, som ellers var kommunalreformens kronargument. Ligesom den helhedsorienterede sagsbehandling, der er nedfældet ved lov, vil have alle chancer for at mislykkes. Det ekstra led, som et statsligt center vil være udtryk for, vil desuden skabe mere bureaukrati og flere snitfladeproblemer, siger Bodil Otto.

Imod kommunalreformen

Som eksempel på det sidste nævner Bodil Otto inkassoområdet, som simpelthen ikke fungerer, efter man har valgt at dele området op i en kommunal opkrævningsfunktion og en statslig inddrivelsesfunktion.

Heller ikke hos formanden for KL, Erik Fabrin (V), falder regeringens planer i god jord.

- Forslaget om en så massiv centralisering undrer mig ærligt talt, for det går stik imod tankerne bag kommunalreformen, hvor borgerne skal have løst alle problemer i kommunen. Her deler man arbejdet op, og det er stærkt betænkeligt, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringens centraliseringsiver har fået såvel KL, en række kommuner som KMD op af stolene.
Således er to andre modeller kommet på banen for at komme regeringen i forkøbet og vise, at kommunerne kan beholde opgaven – og høste stordriftsfordele. I den ene model har Århus, Odense og Københavns Kommuner slået sig sammen om et tilbud, hvor de overtager og udfører de fem typer opgaver for landets øvrige 95 kommuner.

KMD på banen

I den anden model spiller den nu private aktør, KMD, hovedrollen. KMD har store interesser i at komme ind på markedet og har faktisk hele it’en klar til at kunne overtage opgaven for kommunerne.

- Vi har udviklet på området i to år og er klar til opgaven. Vi kan tilbyde besparelser på mellem 20 og 35 procent fra dag et, lyder det fra Kim Koch, direktør i KMD.

Faktisk er to kommuner klar til at indgå i et pilotprojekt med KMD. Det drejer sig om Silkeborg og Hillerød. I slutningen af september underskrives den første kontrakt i det videre samarbejde, oplyser Leif Sønderup, direktør i Silkeborg Kommune. Planen er, at områderne bliver udliciteret til KMD, som altså overtager fuld kontrol med de tidligere nævnte opgaver.

Bombe i Silkeborg

I Silkeborg er hele projektet med KMD kommet som en bombe for såvel medarbejdere som tillidsfolk. Fællestillidsrepræsentant Jette Fisker har reageret kraftigt på, at MED-systemet ikke er blevet inddraget. Argumentet fra ledelsen har været, at aftalen med KMD endnu ikke var klar til underskrivelse.

- Ledelsen kunne bare have meldt ud, at der var et projekt med en privat udbyder uden at nævne navne, lyder det fra Jette Fisker, der videre fortæller, at medarbejdernes reaktioner primært har været afventende.

Af Mogens Jepsen og Jens Laursen

Oprettet: 10.09.09, kl. 14.30

Redigeret: 10.09.09, kl. 20.33 af May Pedersen


Ophavsret

Udgivet <10.09.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.