Kun få opgaver i borgerservice hvis staten centraliserer
Finansministeriet lægger ikke skjul på, at de statslige centre får størstedelen af arbejdet, hvis fem opgaver flyttes. Tilbage bliver lidt vejledning og socialfaglige opgaver, viser dokumenter, som Komunalbladet har fået aktindsigt i.
1. januar 2012 kan de fem opgaver – folkepension, boligstøtte, førtidspension, barselsdagpenge og børnebidrag være overflyttet til statslige centre.
Det viser dokumenter fra finansministeriet, som Kommunalbladet har fået aktindsigt i.
Men når finansminister Claus Hjort Frederiksen siger, at borgere da stadig skal kunne henvende sig i de kommunale borgerservice og få hjælp, så har han åbenbart en forvisning om, at der ikke vil komme særlig mange.
I hvert fald viser udregninger fra regnedrengene i ministeriet, at der kun skal være 450 årsværk tilbage til de fem områder – hvor der nu er beskæftiget 2.000.
Og ud af de 450 årsværk skal 300 tage sig af socialfaglige spørgsmål, mens 150 tager sig af den generelle vejledning til borgere og hjælper dem med kommunikationen til centrene.
Så besværligt som muligt
Det bliver ikke muligt for borgere at møde op i de statslige centre, så kommunikationen foregår via brev, telefon, mail eller digital selvbetjening – eller med en medarbejder i borgerservice som ”tolk”, hvis borgeren vælger at komme til kommunen.
Men for at gøre det så besværligt som muligt, SKAL borgeren bestille en tid til et møde i kommunen.
”Tidsbestilling indføres for at gøre det attraktivt for borgeren at henvende sig i centret frem for kommunen (...) Borgeren skal altså vente på at få et møde. Det forventes, at den ventetid vil få borgeren til at henvende sig i det statslige center”, som det direkte bliver beskrevet i et af dokumenterne.
Her er opgaver, som bliver tilbage i Borgerservice:
Vejledningen:
• Assistance til borgere i deres kommunikation med centrene. Det kan være ved spørgsmål i en konkret sag eller hvis der er brug for særlig vejledning, som kun ydes af centrene.
• Generel vejledning til borgere, der alligevel møder op i borgerservice. Der gives da overordnet hjælp til indgivelse af ansøgning og overordnet svar om beløb.
Socialfaglige spørgsmål:
I de socialfaglige spørgsmål skal kommunerne foretage delafgørelser. For eksempel vurdere om en borger er bevægelseshæmmet. Den afgørelse sendes så til det statslige center, som så afgør, om der skal udbetales boligstøtte.
Følgende delafgørelser skal klares i kommunerne:
• Fravigelse af max. Boligstøttegrænse
• Halvdelsreglen
• Vurdering af bevægelseshandicap
• Udbetaling af pension efter §36 (social pension)
• Udbetaling af forskud på børnebidrag
Af Mogens Jepsen
Oprettet: 23.02.10, kl. 13.39
Redigeret: 01.03.10, kl. 15.14 af May Pedersen
Ophavsret
Udgivet <23.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat