Polsk i borgerservice
Antallet af polsktalende i Danmark vokser og vokser. Det tager de nu konsekvensen af i Århus Kommune.
Den hurtigst voksende befolkningsgruppe i Danmark er polakkerne. Nu skal borgerservicemedarbejdere i Østjylland lære polsk
- Vi vil simpelt hen lave kurser i polsk for en række af vores medarbejdere, siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Århus til P4 Østjylland.
Skal kunne meget brugte udtryk
Hun understreger, at der ikke er tale om, at medarbejderne skal kunne konversere på formfuldendt polsk, men at de kan en række meget brugte udtryk, som eksempelvis boligstøtteansøgning, skat, lægehjælp og sygesikring.
Og Lene Hartig Danielsen tror, at medarbejderne er helt klar til den nye udfordring.
Skal kaste sig ud i det
- Det handler bare om at kaste sig ud i det. Der er helt sikkert medarbejdere, der har mod på det og lyst til at kaste sig ud i det, siger Lene Hartig Danielsen.
Kurserne skal finde sted i begyndelsen af det nye år, og skal tilrettelægges sammen med en række af de andre østjyske kommuner.
Af Martin Thimes
Oprettet: 10.09.10, kl. 13.30
Redigeret: 10.09.10, kl. 13.34 af Martin Thimes
Ophavsret
Udgivet <10.09.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
