Flertal vil med til Udbetaling Danmark
Otte ud af ti medarbejdere, som kommunerne har meldt ind til ATP, vil gerne arbejde i et af de fem centre i Udbetaling Danmark.
Kommunerne har nu meldt ind, at 850 medarbejdere ønsker at blive ansat i ATP og flytte med over til Udbetaling Danmark.
En analyse fra Deloitte pegede oprindeligt på, at der ville blive brug for 1.500 medarbejdere, men kommunerne har kun peget på lidt over 1.100 medarbejdere.
Ud af de 1.100 medarbejdere har 1.050 svaret på et spørgeskema om deres ønsker og indplacering.
850 (81 procent) - af de 1.050 der har svaret på spørgeskemaet - forventer at flytte med til ATP. 150 (14 procent) er fortsat i tvivl, mens 50 (5 procent) ikke regner med at flytte med.
Reelt flere der ikke vil med
Kommunerne har ikke indmeldt medarbejdere, som man i forvejen vidste ikke ville med.
- Kommunerne har i et vist omfang undladt at indmelde medarbejdere, hvor det på forhånd stod klart, at de pågældende ikke ville flytte med til ATP. Det er typisk medarbejdere, der enten går på pension, er blevet tilbudt en anden stilling i kommunen eller på forhånd har meddelt kommunen, at de ikke ønsker at flytte med, siger Torben Christiansen, underdirektør i Udbetaling Danmark til Danske Kommuner.
Overrasket over så stor tilslutning
Bodil Otto, HK/Kommunals formand havde ikke forventet, at så mange vil med til Udbetaling Danmark, men tror, at det skyldes det dårlige jobmarked:
- Som situationen er nu, kan mange ikke bare gå ud og finde sig et andet job. Jobbene hænger jo ikke på træerne. Derfor har mange trods alt sagt ja tak til at flytte med over, siger hun til Danske Kommuner.
Skal i gang med at finde medarbejdere
Underdirektør i Udbetaling Danmark, Torben Christiansen er ifølge Danske Kommuner tilfreds med tilslutningen.
- Vi har hele tiden vidst, at vi ikke ville få fyldt helt op med kommunale medarbejdere. Derfor venter der nu en rekrutteringsopgave, hvor vi både går efter fastansættelser og midlertidige ansættelser, siger han.
Efter to år er det meningen, at de 1.500 medarbejdere skal reduceres til 1.000 medarbejdere, i en forventning om at konstruktionen Udbetaling Danmark vil give en mere effektiv løsning af opgaverne.
Af Lia Ellehuus
Oprettet: 08.11.11, kl. 13.40
Redigeret: 10.11.11, kl. 10.21 af Lia Ellehuus
Ophavsret
Udgivet <08.11.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.